...where all your dreams come true-niverse.

Sporefrøen

Xenopus laevis

i fangeskab & i laboratoriet

Xenopus sp. er et spændende alternativ i en ellers pattedyrs-domineret forskningsverden.

Umiddelbart skulle man forestille sig, at padder er fjernere beslægtede med mennesker end de typiske forsøgsdyr. Så hvorfor lige Xenopus? Hvad bruges de til? Og hvordan trives de?

At genskabe frøernes naturlige mikrohabitat i laboratoriet kan være lidt af en udfordring. Dette kan gøres manuelt eller ved brug af automatiske anlæg. Hvad skal der til for at frøerne fungere optimalt og yngler?

Klassifikation

Rige: Animalia

Phylum: Chordata

Klasse: Amphibia

Orden: Anura

Familie: Pipidae

Underfamilie: Xenopodinae

Art: Xenopus laevis

Underarter:

Xenopus laevis bunyoniensis   (Loveridge, 1932)

Xenopus laevis laevis   (Daudin, 1802) 

Xenopus laevis sudanensis   (Perret, 1966) 

(Tidligere Bufu laevis)

Beskrivelse

Xenopus betyder, frit oversat, “mærkelig fod”. Det danske populærnavn er ”Sporefrø” eller det engelske ”Clawed frog”, som hentyder til de kraftige baglemmer med relativt store klør. Laevis betyder slet og ret ”glat” altså: den glatte frø med de mærkelige fødder.

Slægten er udelukkende akvarisk og som resten af Pipidae tungeløs, samt et af evolutionsleddene mellem livet i vandet og på landjorden. Amphibie stammer fra græsk og betyder noget i retningen af ”lever et dobbelt liv”.

Man har dog oplevet frøer som immigrerer fra et vandhul til et andet via landvejen.

Arten er ekstremt tilpasningsdygtig og findes frit langt fra deres naturlige habitater, bl.a. i det sydlige Californien, Arizona, England og sikkert mange andre ferskvandshuller rundt omkring, hvor skruppelløse hobbyister har sat dem fri.

Oprindeligt lever de i vandhuller, søer og floder med stillestående vand i Sydafrika.

I 1930’erne startede eksporten af sporefrøer fra Afrika i store antal til resten af verden. Dyrene skulle bruges til medicinsk forskning og graviditetstests.

Fysiologi:

Dorsalt har X. laevis en olivengrøn til grålig eller brun grundfarve med mørkere tegninger eller pletter. Undersiden er typisk råhvid.

De små korte forben er udstyret med fire fingre uden svømmehud. De bruges primært til at manipulere og dirigere føden mod og ind i munden.

Bagbenene derimod er store og kraftige, så frøen kan svømme med stor hastighed. Ulig forlemmerne findes her 5 tæer med svømmehud, hvor de karakteristiske kløer er placeret på de tre inderste.

Kløerne bruges til at grave byttedyr frem og til at flå ådsler til mindre stykker. Muligvis også til at hvirvle skidt op, for at kamuflere sig.

Her ses tydeligt to af de tre kraftige spore.

Øjnene er placeret øverst på det relativt lille hoved. Det er ikke specielt effektivt i forhold til et liv i mudderet vand. Til gengæld gør det fødesøgning en del lettere og udsynet for evt. rovdyr såsom fugle er øget. Synet er langt fra det vigtigste sanseapparat. I fangeskab har man observeret blinde dyr ligeså velfungerende, som de med normalt syn. Men man kan forestille sig, at det alligevel må være en ulempe for dyr, som er afhænge af føde fra vandoverfladen.

Næseborene er ligesom øjnene også placeret øverst på hovedet på snuden.

Lugtesansen fungerer både i vandet og i luften.

Her ses opad rettede øjne og næsebor, samt de fire spinkle fingre.

Trods indvendige øre har de en yderst veludviklede akustisk høresans på 200-3900 Hz, som bruges til kommunikation frøerne imellem. Særligt substratbårne vibrationer er frøerne meget sensitive overfor. Til sammenligning kan et typisk menneske høre mellem 40 og 20,000 Hz. Xenopus' øre ligner de fleste andre frøers. I stedet for trommehinde har sporefrøen dog en bruskplade (den tympaniske disk), som via mellemøreknoglen vibrerer væsken i det indre øre. Mellemøret er luftfyldt, og sporefrøen har store Eustachiske rør, der er koblede via en speciel struktur i mundhulen. Det er nødvendigt for en normal funktion af øret.

Lateralis-organet ligner en syning placeret caudalt på ryggen, her ses den i hvert fald tydeligst. Men det findes faktisk spredt på det meste af kroppen også på bugen. Det er et yderst sensitivt sanseapparat, som kan opfange selv de mindste vibrationer i vandet via specielle celler.

Her ses Lateralis organet tydeligt som små lyse linjer.

Kønsforskel:

Den mest umiddelbare forskel kønnene imellem er størrelsesforskellen. Hunnerne (9-15 cm) er væsentlig større end hannerne (5-10 cm), men denne metode fungerer selv sagt kun ved voksne dyr. En semi-voksen hun kan ved første øjekast minde om en han, mens voksne hunner nemt kan sorteres fra.

Hvis man sammenligner kloakregionen, vil man opdage, at hunnerne har en stor anal papillae, som er noget mindre eller næsten ikke tydelig hos hanner.

Hannerne bliver desuden sorte på undersiden af armene, når de bliver kønsmodne.

Han øverst og hun nederst.

Adfærd

Arten er relativt inaktiv. Den mest normale adfærd man oplever er, når frøerne ligger helt stille, med udstrakte arme og venter på et evt. bytte kommer forbi. Man kan opleve sporefrøerne give små serenader, hvor de står på bagbenene med hovedet delvist over vandoverfladen og vokaliserer.

Hvis frøerne har det for varmt søger de til bunds, evt. under rødder eller sten hvor solens stråler ikke kan nå dem. Hvis de oplever intens varme, har man observeret dem grave sig helt ned til 30-40 cm ned i mudderet, hvor temperaturen kan være op til 10 grader køligere.

Temperament:

Fra naturens side er arten ret sky, men med tilvænning kan de blive nærmest tamme. Man kan opleve frøerne kommer frem fra deres skjul, når man nærmer sig. Højst sandsynligt i håb om at det er fodrings tid, de kan også lokkes til at spise fra hånden. De vil gerne smage på ting, inkl. fingre, men er ikke synderligt defensive.

Ved at holde dyrene i tanke af mørk plast, vil man opleve roligere frøer samt reducere stress ved sin tilstedeværelse i rummet. Et mørkt substrat og masser af skjul kan have samme effekt i et akvarium.

Fouragering:

Voksne frøer vil i naturen undgå for meget konkurrence ved at hunnerne primært søger føde ved vandoverfladen, mens hannerne søger mere aktivt på bunden. Med deres utrolig følsomme fingerspidser, 4 på hver hånd, og et yderst avanceret lateralt sanseapparat kan frøerne nemt finde føde i den mudderet søbund.

En sjælden adaption hos anura er Xenopus’ evne til at lugte sig frem til ikke levende føde. Endnu et redskab som gør arten tilpasningsdygtig. De er carnivore med stor appetit. Dog kan de finde på, at tage vegetabilsk føde, fx ærter.

Opstaldning

For at have føling med hvordan man for både krybdyr og padder, til at trives optimalt i fangeskab, er det vigtigt at forstå hvor og hvordan de lever i naturen. Som tidligere nævnt, er arten utrolig tilpasningsdygtig og findes i relativt varieret habitater. De er koldblodet og har brug for at termoregulere. Dvs. kropstemperaturen er afhængig af omgivelserne. Og hvis disse ikke er optimale er dyrene lettere påvirket af helbredsproblemer.

Vandtemperatur:

Vandtemperaturen bør ligge på et sted mellem 20ºC og 23ºC. Hvis temperaturen enten er for lav eller høj vil dyrene stoppe med at spise. Desuden vil fordøjelsen samt immunsystemet være nedsat. Temperaturer over 25ºC vil selv sagt påføre dyrene ubehag, men vil også forringe ægkvaliteten. 

Rumtemperaturen er i princippet ikke så essentiel, men den kan selvfølgelig have indvirket på vandets temperatur.

Ved temperaturer under 8ºC går frøerne i dvale. Hvis det er hensigten, skal det ske gradvist og dyrene skal have tømt tarmsystemet forinden.

Når vandet skal skiftes, må det nye ikke afvige for meget i graderne, da det kan resultere i chok eller i værste fald være fatalt. I naturen vælger frøerne selv deres kropstemperatur ud fra de gradienter som forekommer. Eksempelvis er der varmere ved vandoverfladen end på bunden.

Vandkvalitet:

Frøerne kan trives ved en pH værdi mellem 5 og 9. I naturen kan den være meget variabel, men det anbefales at holde den på mellem 6.5 og 8.5. En høj pH værdi øger toksiciteten af kemikalier som fx ammoniakken i vandet.

 Fig. 1 Reed, Barney T. Guidance on the housing and care of the African clawed frog Xenopus laevis.

Typisk holder man dyrene i tanke med stillestående vand eller i kommercielt fremstillede systemer med automatisk flow etc. Først nævnte kræver regelmæssig rengøring og skiftning af vand, hver eller hver anden dag, i hvert fald minimum 3 gange ugentlig. Til gengæld kan sygdom holdes til den tank hvori det er i udbrud, modsat de selvkørende systemer som typisk genbruger og recirkulere vandet.

Vandhullerne hvor frøerne lever vildt er grumsede. Men der er forskel på grumset og beskidt vand. Derfor må man bestræbe sig på at holde vandet så rent og klart som muligt, og tilgodese dyrenes kamuflageadfærd på anden vis (eksempelvis mørke tanke). Hvor ofte vandet skiftes afhænger af fodringsinterval, tank størrelse og alm. vedligeholdelse. Studier har vist at forstyrrelser kan hæmme frøernes vækst og øge stressniveauet, når meget vand fjernes og nyt kommer til gør, at man bør veje vandets kvalitet mod dyrenes velbefindes. Det er en fin balance.

Både selvkørende systemer og statiske tanke med filtre bør have et max flow på 10-50ml pr minut. Arten er relativt følsom over for turbulens i vandet.

I forsøgsdyrsøjemed er der ingen krav til opstaldningen i Danmark, men EU (2003) beskriver følgende standarter for akvatiske padder (Xenopus spp):

Fig. 1 Reed, Barney T. Guidance on the housing and care of the African clawed frog Xenopus laevis.

Vanddybden er vigtig for, at frøerne kan udleve deres serenade adfærd.

Feltundersøgelser siger, at arten kan findes i vandhuller på ganske få cm, så længe vandet er stille stående. Samtidig siger erfaringer fra fangeskab, at et lavt vand niveau stresser dyrene enormt.t.

Det er også vigtigt, at vandstanden ikke er for høj, da turen til overfladen efter frisk luft, bliver for lang og for krævende i forhold til lunge kapacitet (max. 50 cm).

Fotoperiode:

De trives bedst ved en ambient belysning med en dagsrytme på 12/12 timer. Evt. kan 10 timers lys og 14 timers mørke om vinteren være med til at stimulere parringslysten.

Som alle andre dyr, bør lyset ikke tændes eller slukkes brat, men gradvist øges eller sænkes for at undgå stress. De må ikke udsættes for direkte sollys eller stærkt kunstigt lys.

Mange anbefaler UV belysning, men da arten er nataktiv, burde det ikke være nødvendigt.

Berigelse:

Det er ikke kun tankens størrelse, der alene sikrer dyrenes velbefindende. Det som er inden for de 4 vægge har også stor relevans for hvor godt de trives.

I det fri er frøer bytte for mange andre rovdyr, og har derfor et naturligt behov for at skjule sig. Samtidig er det vigtigt at kunne gøre dagligt tilsyn til dyrene, for at sikre sig at de har det godt. Forskellige skjul af ikke giftige plast materialer fungerer ganske fint. Keramiske tegl og urtepotter kan også bruges, men deres rug overflade gør det sværere at holde alger væk. Man kan med stor fordel supplere med flydende skjul på vandoverfladen, som imitere åkander og lignende. Det kan være noget så simpelt som en plastpose eller et stykke styrolit skåret i passende størrelse og form. Det er vigtigt at bibeholde en del af overfladen fri, så frøerne kan svømme op efter luft.

Husk at undersøge alt som kommer i vandet hos frøerne, for om det evt. kan være giftigt. Alt materiale skal desuden være fri for skarpe kanter, så dyrene ikke kommer til skade.

I naturen lever arten ikke i umiddelbar kontakt med artsfæller, så dette skal der tages hensyn til. Frøerne skal have plads nok til ikke at røre hinanden. Jo mere plads frøerne har pr individ des hurtigere vokser de. Dog anbefales det ikke at holde dem individuelt, da tilstedeværelsen af andre kan reducere angst.angst.

Fodring

I naturen lever frøerne af både levende og døde anthropoder, organisk materiale og løst væv fra kadavere, som har måtte lade livet i vandhullet, eller som måske er en rest fra en andens måltid. Men de foretrækker levende føde.

Der findes mange alternativer til foder i fangeskab og næsten lige så mange måder at gøre det på.

Fabriksfremstillet piller m.m. specielt til formålet findes også i flere varianter. Bl.a. tubiflex, Frog Brittle m.v. lakse- og karpefoder kan også bruges.

Fodringsinterval:

Fodringsinterval varierer også efter temperament. Nogen anbefaler daglig fodring andre 2-5 gange om ugen. Først nævnte kan i hvert fald anbefales til haletudser og ungdyr. Foder som ikke bliver spist, skal fjernes inden for en relativ kort periode, inden det begynder at gå i opløsning. Mange steder fodrer man frøerne med alt hvad de kan æde inden for en periode på 15 min. hvorefter eventuelle rester fjernes.

Sporefrøer kan overleve måneder uden føde, men dette tager naturligvis enormt på deres reserver og ægproduktionen nedsættes stærkt.

Foderemner:

Foruden kommercielt fremstillet foder findes en del alternativer. Levende foder kan fx. være insekter som; melorm, fårekyllinger, maddiker, kakerlakker og myggelarver til ungdyr. Det er nemt at få fat i indeholder masser af næring og fungerer samtidig som berigelse for frøerne. Regnorme og muslinger kan også være en mulighed.

Fersk kød som fx svinehjerte, lever og kylling er et nemt alternativ, som kan opbevares i fryseren og skæres i tern efter passende størrelse. Hjerte og specielt lever indeholder for meget A-vitamin, og kan give forgiftning med knoglesygdomme m.m. til følge. Alle former for fersk kød skal suppleres med vitaminer, medmindre det kun bruges som supplement.

Museunger er også et godt foder, men skal selvfølgelig ikke gives levende til akvariske dyr. Til gengæld behøver man ikke supplere med vitaminer.

Opdræt

I naturen varer ynglesæsonen fra tidligt forår (september) til sen sommer (marts).

Typisk vil en hun producere 500-1000 æg pr sæson, nogen helt op til 5000, man har endda fundet enkelte hunner med 27.000 æg. Des større hun, des flere æg.

Hunner med mange æg ligger flere kuld i løbet af året. Det kan tage en hun op til 2 år at blive kønsmoden, mens en han kun behøver 10-12 måneder, alt afhængig af miljø. I fangeskab med konstant gunstige forhold kan en hun være parringsklar allerede på et lille år.

Amplexus varer typisk 12 timer eller længere, for at stimulere frøerne til det, følger man den beskrevne sæson cyklus og giver dyrene så meget fred som muligt. Det sker nemlig typisk i skumringen, når der er mindst aktivitet i omgivelserne.

En lettere måde at stimulere en hun på er ved hormon indsprøjtning; Hormon humane chorionic gonadotrophin (hCG) injektion 500 I.U. i en dorsal lymfe sæk. Ovulation sker efter 36 timer.

Når haletudserne kommer ud af ægget, går der ca. 10 dage før de spiser, de er født herbivore. De spiser små plantepartikler I vandet. Som nævnt tidligere er de voksne frøer primært carnivore, som er en tendens de udvikler efter metamorfosen til udviklet frø, der tager 2-3 måneder.

Pulveriseret hønseæg og guldfiskefoder kan gives indtil de begynder at reabsorbere halen. Det tager typisk 4-5 dage og i disse spiser de ikke. Herefter begynder fodring som hos de voksne.

Håndtering

Ingen amfibier bryder sig generelt om at blive håndteret. De har en meget følsom hud og Xenopus’ yderst sensitive lateral linjer, gør at man bør holde alt håndtering på et absolut minimum.

Håndtering med hænderne:

Der findes flere tekniker til at håndtere frøerne med hænderne. Fælles for dem alle er, at man ikke fanger eller løfter dyrene i lemmerne og brug af gummihandsker kan anbefales. Handsker skal være uden talkum og bruges for at beskytte frøerne mod rengøringsmidler, sæbe, parfume, creme og andre personlige midler, som kan skade eller måske tage livet af dyrene. Rygere bør altid bære handsker. Desuden fugtes hænder/handsker altid med vand fra bassinet. Det er vigtigt ikke at gnide sig i øjnene efter håndtering, da sekreter fra parotid kirtlerne kan være lokalt irriterende.

Håndtering med net:

Håndtering med net er umiddelbart noget lettere, og mindre stressende for dyret.

Frøen fanges let med et snuptag og en hånd kan evt. ligges forsigtigt over dyrets øjne og ryg, selvfølgelig stadig bærende en handske. Både for at undgå flugt men hvad sporefrøer ikke kan se, lader ikke til at skræmme dem. Ved håndtering med net, beskytter man desuden uden huden, moskus laget og hele oplevelsen er i det hele taget mindre traumatisk end fysisk håndtering.

Fiksering:

Fiksering af padder er relativt svært, på grund af deres glatte klæbrige sekret på huden (moskus). Men i visse tilfælde kan det være nødvendigt.

Et fast greb rundt om brystkassen med tommel- og pegefinger er en mulighed.

Evt. med et fugtigt rent klæde for at skåne huden og blokere dyrets udsyn.

Sygdomme

Padder kan bære patogener, uden disse kommer til udtryk, før de bliver katalyseret af stress eller på anden måde nedsat helbred, dårlig vandkvalitet, forkert håndtering etc.

Aeromonas hydrophila (red leg) er en gramnegativ bakterie, som er en af de mest almindelige sygdomme man ser hos Xenopus. Den findes i blodet og kan derfor hurtigt blive spredt. Symptomerne er hævet ben med røde plamager. Hvis det ikke behandles i tide, går benet simpelthen i forrådnelse. Inficerede dyr isoleres ligesom evt. artsfæller fra tanken og behandles af dyrlæge med Tetracycline oralt 1mg/5g kropsvægt i 5 dage. Efterfølgende drysses en smule salt i karet dagligt efter det hele er blevet udskiftet. Dette gøres i en uge. Alternativt kan man dosere Maracyn II® eller Maracyn Plus® sammen med saltet.

Ballonsyge behandles også med Maracyn sammen med salt, men sygdommen er desværre stort set altid fatal. Symptomerne er en oppustet frø, som ligger næsten bevægelsesløs i vandoverfladen.

Lever eller nyresvigt har næsten samme symptomer bortset fra, at frøen er mobil og kan leve længe med lidelsen. Det kan kureres ved dræn.

Aflivet Xenopus laevis med ballonsyge.

Xenopus som forsøgsdyr

Sporefrøer er forholdsvis populære som forsøgsdyr. De bliver primært brugt til studier om hormoner, reproduktion og anatomi. Det er fordi både befrugtningen og æggenes udvikling sker uden for kroppen. Padder oplagt til brug ved biologisk og mekanisk manipulering, desuden gør æggenes store størrelse dem lettere at arbejde med.

Xenopus var den første vertebrat man klonede.

Langt de fleste dyr bliver importeret direkte fra Afrika, både til forskning og hobby. Men opdrættede dyr bliver mere og mere almindelige. Selvom de ikke er truet, men for videnskabelig pålidelighed, dyrenes velfærd og andre etiske årsager, så er opdrættede dyr født til formålet bedst.

Oocyter:

Xenopus oocyter bruges ofte til elektrofysiologi (ion kanaler) fordi de på grund af deres relativt store størrelse er nemme at håndtere, når man fx skal injektere cRNA, typisk fra mennesker eller rotter. Injektion sker med en mikroinjektorpipette, som fyldes med RNAase fri væske for ikke at kontaminere prøven.

Oocyterne ligger i et lag af follikel celler, som kan fjernes manuelt eller ved collagenase (enzym behandling) før de er klar til brug.

Oocyterne er ikke meget mere end 1mm i diameter. Til højre ses mikroinjektoren i færd med at penetrere cellemembranen.

Anæstesi:

Padder indtager ilt både via lungerne og gennem huden (cutant). Den primære udveksling sker gennem lungerne og er potentielt nedsat, når dyret er bedøvet, så det er vigtigt, at cutan respirationen holdes ved lige under anæstesi. Derfor skal huden være fugtig evt. ved hjælp af fugtigt klæde.

Tricain methan sulfonat (MS-222) er det mest almindelige middel. Det kan administreres via injektion (50-150 mg/kg) eller ved at bade frøen i en opløsning (300-500 mg/L vand) i minimum 5 min alt efter dosering.

Stoffet bliver meget surt, når det opløses i vand og bør derfor suppleres med 50 ml af 0,5 M NAHCO3/L (sodium karbonat) til man opnår en pH mellem 7 og 8.

Vandstanden må ikke være højere end frøens snude stikker op over overfladen, så den ikke drukner.

Litteraturen nævner også Isofloran og Ketamin (Telazol) som valide midler.

Siden amfibier er ektoterme vil anæstesi påvirke metabolismen, som bestemmer hvordan midlet omsættes og dermed effekten her af. Det anbefales at faste frøerne.

Udtagning af oocyter:

Normalt er det begrænset, hvor mange operationer man udfører på et dyr. Men Xenopus hunner kan bruges mange gange, da indgrebet er relativt harmløst.

Det tager typisk ikke mere end 10 min., oocyterne ligger umiddelbart under huden, så man ikke forstyrrer andre organer. Et snit på ca. en cm. er ofte rigeligt. De tages forholdsvis nemt og forsigtigt ud og ligges i en buffer (OR-2 opløsning: 82.5-mM NaCl, 2-mM KCl, 5-mM HEPES, 1-mM MgCl2 (tilpas pH til 7.4 med NaOH)).

Desuden kommer frøerne sig hurtigt efter anæstesien og såret heler hurtigt.

Intervallet mellem udtagning maksimeres via turnus, så en frø højst bliver opereret to gange årligt.

Kvaliten af oocyterne afhænger i høj grad af dyrenes velbefindende. Sygdom, mistrivsel og ringe vandkvalitet kan hurtigt forringe mængden af brugbare oocyter.

Oocytter af lav kvalitet kan kendes eksempelvis på lille størrelse, lækkende, misfarvede eller plettede.

Udtagning af oocyter gennem et lille åbning på blot 1 cm i bugen.

Sutur, analgesi og opvågning:

Åbningen lukkes med ca. 2 sting i underhuden med reabsorberbar vicryl og efterfølgende 2-3 sting i overhuden. Inden injekseres 0,6 ml Narcoxyl®Vet (Xylazin) i bughulen gennem såret.

Det tager typisk mellem 15 og 30 min. for frøerne at vågne efter anæstesien.

Her ses sutures i underhuden, mens man er i færd med første sting i overhuden.

Euthannasi:

Ordet euthannasia betyder ”en blid eller god død”. Afvikling af dyr skal ske på en skånsom måde, med så lidt smerte og ubehag som muligt. Mange af de metoder som anvendes på andre hvirveldyr kan ikke anbefales til padder.

Basalt set findes to metoder. Enten injektion med aflivningsvæske eller ved at knuse hjernen gennem kraniet.

Injektion med MS-222 intravenøst eller intraperitonealt (i bughulen) suppleres med samme buffer som ved anæstesi. Dog kræver injektion fiksering, som resultere i stress i større eller mindre grad.

Et bad i MS-222 efterfulgt af en probe gennem hjernen (evt. pithing), er meget effektiv.

Padder, fisk og krybdyr kan være ved bevidsthed længe efter decapitation, så det er yderst vigtigt, at man sikre sig, at døden er indtruffet.

Konklusion

Der er næsten lige så mange måder at holde frøerne på, som der er mennesker, der gør det.

Alligevel er det meget sparsomt, hvad der findes af litteratur om arten i fangeskab, specielt på dansk. Artikler på molekylær og celle niveau er til gengæld rigelige.

Opretholdelse af optimale forhold, sikrer sunde og velfungerende dyr, som producerer mange æg af god kvalitet og dermed gode forsøgsresultater.

Bibliografi:

Earl W. Godfrey and George E Sanders. Effect of Water Hardness on Oocyte Quality and Embryo Development in the African Clawed Frog (Xenopus laevis)

Comparative Medicine Vol. 54, No 2

Elliott TM, Christensen-Dalsgaard J, Kelley DB (2007) Tone and call responses in the auditory nerve and dorsal medullary nucleus of Xenopus laevis

Mattison, Chris. Frogs & Toads of the World (New York: Facts On File) 1987

Murray, R.W. The Lateralis Organs and their Innervation in

Xenopus laevis

Reed, Barney T. Guidance on the housing and care of the African clawed frog Xenopus laevis. (Research Animals Department – RSPCA)

Alle billeder af Peter Karlsson