...en ølevende kæmpe.

Hold og opdræt af

Chilabothrus angulifer

i terrariet

Cuba boaen eller på spansk Majá de Santa María (Chilabothrus angulifer - Bibron, 1843), som tidligere var navngivet Epicrates angulifer, gennemgik i 2012 et molekylært phylogentisk studie. Sammen med resten af de insulære (ølevende) tidligere Epicrates arter, blev disse adskilt fra fastlands arterne og beskrevet som Chilabothrus spp.

Taxonomi og historie

Class: Reptilia

Order: Squamata

Suborder: Serpentes

Family: Boidae

Subfamily: Boinae

Genus: Chilabothrus

Species: C. angulifer

Man har valgt navnet pga. fysiske karaktere. Chilabothrus kommer fra det Græske ord for læbe, som hedder cheilos og ordet bothros som betyder grupper. Kombineret oversættes Chilabothrus til ”læbe grupper”.

Mange Pythoninae og en del Boinae har varmefølsomme grupper på over og/eller underlæbe.

Synonymer:

Epicrates angulifer (Bibron In de la Sagra, 1840)

Epicrates angulifer (Boulenger, 1893)

I artiklen [Molecular phylogeny and historical biogeography of West Indian boid snakes (Chilabothrus) publiseret i Elsevier Molecular Phylogenetics and Evolution Reynolds, Niemiller, Hedges, Dornburg, Puente-Rolon, Revell anerkender man 10 arter af Chilabothrus sp. nemlig C. angulifer, C. chryogaster, C. exsul, C. fordii, C. gracilis, C. inornatus, C. monensis, C. striatus, C. strigilatus og C. subflavus.

Resten af Epicrates sp. genuset, oprindeligt beskrevet af Wagler i 1830, ophøjes til 5 selvstændige arter nemlig E. alvarezi, E. assisi, E. cenchria, E. crassus og E. maurus.

Muligvis skal man også have kigget på slægtskabet mellem underarterne C. striatus fosteri, C. striatus fowleri, C. striatus strigilatus, C. striatus striatus, C. striatus exagistus og C. striatus warreni.

C. angulifer er vidt udbredt på Cuba, både geografisk men også i højere landskaber. De er også at finde på de mange ø'er og ø-grupper omkring Cuba:

Isla de la Juventud, Archipiélago de los Canarreos, Archipiélago de los Colorados, Archipiélago de Sabana og Archipiélago de Camagüey.

Her findes de I subtropisk skov og klippeområder.

Cuba boa'en er den største af de Caribiske arter og bliver 2,5-3 m.

Det siges at de skulle kunne blive helt op til 4-4,5 m. Men det eneste dokumentation som kendes af dyr på mere end 3 m var en hun på 321 cm.

Cuba boaen er på IUCN’s røde liste over truet arter, fordi dens naturlige habitat bliver ødelagt. I 2011 blev kun to eksemplare eksportet.

Det at de er endemiske til isoleret øer, gør dem særligt sårbare overfor invasive arter som rotter og særligt desmerdyr, som introduceres i deres mikrohabitat.

Artens diæt består af fugle, gnavere, flagremus (Chiroptera sp.), øgler (Cyclura sp.og Anolis sp.) og små slanger som Tropidophis melanurus. Unger spiser primært små øgler som anoler. I fangeskab trives både voksne og unger fint på en kost af gnavere, som de jager i skumrings og nattetimerne. Enten i bagholdsangreb på jorden eller hængende fra grene eller klipper, hvor den nemt snupper flyvende byttedyr. Fx flagremus på vej ind og ud af deres grotter.

Varmefølsomme sensorer i grubber omkring munden, kan opdage temperaturforskelle helt ned til 0,10 grader, hvorfor den meget nemt kan finde bytte i mørket.

På grund af sin præference for flyvende byttedyr, har slangen udviklet relativt lange tænder, som den let griber og holder fast med.

De kan have et noget iltert temperament, specielt som ungdyr, mens voksne individer kan være rolige.

Når de føler sig truet kan de udskille et sekret som er ganske ildelugtende.

Hannen har en meget tydeligere overgang fra krop til hale end hunnen. Desuden har hannerne en længere hale. Overgangen ses lige ved gattet. Hans spore ved gattet er også større end hunnens. Dog kan det være meget svært at kønsbestemme en slange, specielt unge dyr, blot ved at se på sporerne så en sonde test eller popning er oftest nødvendig.

Hold i terrariet

Slangerne er crepusculære, altså nat og skumringsaktive. De har derfor ikke behov for UV-lys eller ekstra lyskilder andet en det dagslys som må være til stede. De skal kunne kende forskel på nat og dag. Det kan man tilgodese ved at have lyset tændt i rummet, hvor slangen står, eller blot ved at have et vindue. Det er dog hyggeligst at se på et flot belyst terrarium. Dyr må ikke have lys døgnet rundt - dagslængde på 12 timer er passende.

I naturen vil der altid være et fald i temperaturen om natten (og efter årstid).

Baggrundstemperaturen skal ligge på 27-30ºC med en lokal varmeplads på 35ºC. Om natten skal temperaturen falde til 23-26ºC i hele terrariet.

Luftfugtigheden bør ligge på 60-70%. Cuba boaen er ikke så krævende som de andre arter og tåler bedre svingninger i luftfugtigheden. Et fugtskjul vil blive flittigt benyttet.

Vær opmærksom på at de ikke bryder sig om at blive douchet direkte på. De reagere meget voldsomt og kan finde på at angribe hinanden.

Der er to metoder, på hvordan man kan opretholde den korrekte relative luftfugtighed på:

1. Et naturalistisk substrat i form af kokoshumus, spagnummos, cypress mulch eller lignende. Dette fugtes eller vandes efter behov. Sørg for god udluftning, derved opstår der ikke svamp og mug.

2. Et fugtskjul er efterhånden nok den metode flest benytter. Man tager simpelthen en plastkasse og forsyner den med et indgangshul i toppen eller siden, fylder den med et af ovenstående substrater. Dette fungerer også fremragende som fødekasse. Substratet skal være fugtigt, men ikke vådt. Dette kan tjekkes ved, at når det vrides, må der ikke løbe vand fra.

Terrariet bør min. være 150x50x50 til et voksent par.

Da det er en semi-trælevende art, skal de have gode klatre muligheder. Specielt til små dyr. De voksne kravler sjældent men bør alligevel have muligheden.

Af inventar bør terrariet som minimum indeholde skjul i både den varme og tempererede ende. En vandskål er også væsentlig, den skal altid holdes ren og fyldt med frisk vand. Gerne stor nok til at dyrene kan bade i den. Desuden skal der være en form for substrat. Det kan være mange forskellige typer fx avis, støvfrie spåner, barkflis, kokoshumus, spagnummos, papirpiller etc. Der er fordele og ulemper ved alle typer strøelse. Flis eller spåner foretrækkes af mange, da det suger godt, og reducerer lugtgener, endvidere er det let at ”pletrense”.

Terrariet kan både indrettes naturalistisk eller ”sterilt”.

Tænk over hvor terrariet bliver placeret dette i forhold til varme, træk og direkte sollys, som skal undgås.

Husk, at terrariet skal være flugtsikkert, gerne med lås på.

Rengøring udføres efter behov. Man bør pletrense hver dag og tjekke om der er vand. Vandskålen skal altid placeres i den kølige ende, da varme er en katalysator for bakterier.

Et foderemne som er lidt tykkere end slangens tykkeste sted på kroppen, vil være en passende størrelse. På den måde kan man let regulere størrelsen på foderet efterhånden som slangen vokser til. Er det ikke muligt at skaffe foder i den ønskede størrelse, kan flere mindre emner gøre det.

Unger fodres ugentligt, mens voksne fodres hver 2-3-4 uge efter behov. Man kan med fordel fodre oftere i sommermånederne end om vinteren.

Som andre boaer føder slangen levende unger. Kuldene er ikke så store, 1-8 unger typisk. Til gengæld giver de store unger på omkring 59-77 cm som fødes efter ca. 5-7 måneder hvor efter unger straks klare sig selv.

I November-December skal dyrene køles for succesfuldt opdræt med et temperatur fald på ca. 5ºC.

De yngler hvert andet år i naturen. Flere hanner er en fordel, da de vil strides om hunnerne og der ved øger man seksualdriften. Tolson & Henderson mener at C. angulifer hunner kun for ægløsning når de har været i nærheden af hanner som slås men der findes eksempler på at dette ikke er tilfældet.

For at øge muligheden, bør luftfugtigheden være over 75% og dyrene skal oversprøjtes ofte samt være kølede. Hunner og hanner holdes adskilt uden for parringstiden. Slangen bliver kønsmoden i en alder af 5-6 år.

Æg som er ubefrugtede eller af andre årsager ikke har udviklet sig og døde fostre vil ofte blive fortæret af hunnen.

1993 var året arten for første gang blev opdrættet i Danmark.