...Sauria, Scincomorpha, Scincidae.

Hold og opdræt af

Tribolonotus spp.

Krokodilleskinken

[Tri-BO-loh-noh-tus]

Der er 8 beskrevne Tribolonotus arter, som stammer fra Indionesien, Ny Britannien, stillehavet og Salomon øerne.

Artens populærnavn; Krokodilleskink, kommer af de toppede skæld, som løber langs kroppen. Nøjagtigt som hos en krokodille.

Denne artikkel vil beskrive, hvordan man med succes holder og opdrætter de to mest almindelige arter, i fangeskab.

Rige: Animalia

Phylum: Chordata

Subphylum: Vertebrata

Klasse: Reptilia

Orden: Squamata

Suborden: Sauria

Infraorden: Scincomorpha

Familie: Scincidae

Genus: Tribolonotus

T. annectens - Zweifel, 1966 (Ny Britannien, Bismarck Archipelago)

T. blanchardi - Burt, 1930 (Solomon øerne) 

T. brongersmai - Cogger, 1973 (Admiralty øerne, Bismarck Archipelago)

T. gracilis - de Rooij, 1909 (Papua Ny Guinea, Admiralty øerne)

T. novaeguineae - Schlegel, 1834 (Irian-Jaya)

T. ponceleti  - Kinghorn, 1937 (Solomon øerne)   

T. pseudoponceleti - Greer & Parker, 1968 (Solomon øerne)

T. schmidti - Burt, 1930 (Solomon øerne)

Skinkerne ligner ikke andre skinker. De er stærkt pansret og man forstår straks deres populærnavn.

Over ryggen har de fire rækker af benede skæld, som virkelig minder om en krokodilles.

Voksne T. gracilis bliver 9 cm fra snude til gat med en total længde på 18-20 cm og vejer omkring 38-45g.

T. novaeguineae bliver 19-20 men er lidt smallere bygget end først nævnte.

Hannerne af begge arter er en smule kraftigere end hunnerne.

Den mest almindelige art i fangeskab er T. gracilis, også kendt som rødøjet krokodilleskink, efterfulgt af T. novaeguineae. T. schmidti har så småt gjort sit indtog i amerikanske samlinger. T. baconi har været til salg i Europainkl. Danmark.

Forskellen på de to almindelige arter ses tydeligt. Voksne T. gracilis har den karateristiske røde eller orange ring om øjnene. Hvorfor de har denne røde markering vides ikke. Desuden vender de fire rækker af rygskæld bagud, mens de hos T. novaeguineae peger mere op af.

De forskellige arter, kommer fra meget variable habitater. Lige fra tropisk regnskov til savanne og snedække bjergområder. Arterne er ikke særlig tilpasningsdygtige og meget afhængige af deres mikrohabitater.

Man har dog observeret områder som er blevet til kokosplanteger, at skinkene trives fint der, så længe deres behov bliver dækket i form af rigeligt med insekter, fugtighed og skjul. Og det giver bunker af kokosnøddeskaller.

T. gracilis og T. novaeguineae kommer begge fra tropisk regnskov.

Der er ingen egentlig sæson i de områder hvor de lever, og klimaet er relativt konstant.

I januar og februar er der dog regntid med meget nedbør. Luftfugtigheden kommer aldrig under 70 %. Det er i de måneder dyrene parre sig.

Man finder dem typisk blandt nedfaldsblade som har samlet sig under grene og buske.

I starten af 2013 købte vi en gruppe vildtfanget Krokodille skinker af arten Tribolonotus novaeguineae.

Vi har en trio gående i et velbeplantet 50x50x50 cm terrarium, med masser af gravemuligheder.

Normalt passer det mest sig selv og dyrene bliver kun forstyrret når der fodres og vandes. De ses sjældent, men det gør det bare ekstra spændende når man spotter en. Hvor mange der faktisk er i live vides ikke, da der typisk kun ses en eller måske to aktive afgangen.

D. 18 april 2014 fandt jeg to æg nedgravet. Det ene var stort, flot og befrugtet, mens det andet var tomt. Der var en flot helt lige revne i, men også et mere ujævnt hul. Så det er spændende om det er blevet tømt eller om det er klækket og der render en lille trib rundt der inde.

De voksne vokalisere hvis håndteret og ellers en sjælden gang i mellem kan man høre dem i terrariet.

Ungen vokalisere lige så højt som de voksne, hvilket kom noget bag på mig.

Da opdræt ikke er særlig almindeligt, vides det ikke præcist hvor længe skinkerne lever.

Sammen lignet med andre arter og det kølige klima samt langsomme metabolisme taget i betragtning, må man formode at det er omkring 12-15 år.

Den bedste måde at holde Tribolonotus på, er i et bioaktivt miljø. Kompostjord eller spagnum/kokoshumus blandet med skovbund eller bare visneblade, samt rigeligt med andre ting ude fra naturen, giver en sund bakterieflora. Så behøver man ikke rense og dyrene for den forstyrrende tilværelse de har brug for.  Køb levende planter og rigeligt af dem. De hjælper også til at holde sundt og rent klima.

Det er ikke nødvendigt at måle luftfugtigheden, den skal bare ligge i den høje ende omkring 75 - 80%.

Terrariet overbruses regelmæssigt efter behov.  Det er specielt vigtigt og parrings og æglægningssæsonen. Der må dog aldrig blive direkte vådt.

Det er vigtigt at udluftningen er i orden, da stillestående luft kombineret med højluftfugtighed, giver optimale betingelser for, svamp, mug, bakterier og råd. Er vådt miljø kan også give dyrene blære. Især på hale, fødder og bug.

Man kan med fordel lade terrariet tørre en anelse ud i vintermånederne.

Omvendt kan for lav fugtighed give mistrivsel bl.a. i form af dårligt hamskifte. Særligt den pansrede ryg og tæerne er udsatte. Dårligt hamskifte på tæerne, kan resultere i ringe blodtilførsel.

I naturen vil Tribolonotus gracilis opleve en maks temperatur på 30°C og minimum 23°C. Nattemperaturen vil ligge omkring 20°C.

Tribolonotus novaeguineae kommer fra et lidt varmere klima hvor dag temperaturen kan komme op på 31°C, mindst 24°C og 22°C om natten.

I fangeskab kan man om natten slukke helt for varmen. Dagstemperaturen kan opretholdes på flere måneder. Fx kan en varmelampe udenfor terrariet varme det op til en ambient temperatur på 22-24°C, mens den gradvist stiger som skinkerne bevæger sig op af.

Man kan også placere en varmemåtte, kontrolleret af en termostat, bagpå eller på siden af terrariet.

Tilføre man kalk til foderet, behøver man ikke benytte UV lys.

Slægten er crepuscular, og fouragere efter bla. insekter, i de tidlige aften timer og om morgenen.

Diæten består også af orme, snegle foruden insekter som fårekyllinger, kakerlakker, larver, osv.

Hvis muligt, så giv dyrene en dyb vanddel, da de er dygtige svømmere.

Lever forholdene ikke op til betingelserne vil dyrene relativt hurtigt dø af stress og mistrivsel.

Fred, små forhold og et så naturligt miljø som muligt, er nøglen til succes.

Temperamentet er mildt og man vil sjældent opleve en skink bide fra sig. De er dog noget nervøst anlagt og vil ofte forsøge at stikke af, hvilket besværlig håndtering noget.

Hanner tolererer ofte ikke hinandens selvskab, slet ikke hvis der er en hun i nærheden.

En forsvarsmekanisme man kan opleve er vokalisering i form af et højt skrig. De kan også finde på at spille døde, hvilket er meget overbevisende. De ligger sig simpelthen ned, lukker øjnene og hvis man røre dem vil de ikke reagere. Når skinken føler at faren er drevet over, vil rejse sig og hurtigt smutte sin vej.

Som en sidste udvej, kan arten smide halen. Den kan regenerere en smule, men bliver aldrig hel igen.

Når man anskaffer sig en krokodilleskink, er det vigtigt at få et sundt og raskt dyr. Det kan være lidt svært, da opdrættede dyr er sjældne og vildtfanget dyr ofte er noget skravlede.

Raske dyr kan kendes ved at have en fuld rund bug, en fast kropsbygning, uden sår og rifter, rene øjne og næsebor, samt alle sine tæer.

Nyindkøbte dyr holdes i karantæne i 8 uger. Det kan fx være i en sparsomt indrettet boks, kun med skjul og vandskål. Hold øje med om dyrene spiser, drikker og ellers virker opmærksomme.

Man kan kønsbestemme skinkerne på 3 måder. For det første er hanner lidt større og har et større hoved. Den metode kræver dog noget erfaring og fungere kun på voksne dyr.

Den anden metode er, at hannerne har en række blågrå pore, på undersiden af deres 3. og 4., sommetider også 5. tå, på bagbenene. Hunnerne har ikke disse pore.

Deres formål er ikke helt klart. Men formodentlig producere de en duft som bruges til territorie afmærkning.

Forstørret abdominalskæld hos hanner er også en indikator. 4-6 tydeligt markeret skæld i en lidt blegere kulør end resten, kan ses på hannen nedre bug. Hunnens skæld er ca. lige store på hele bugen.

Nøglen til succesfuldt hold og opdræt, er et stressfrit miljø. Det opnås ved at forstyrre dem så lidt som muligt, masser af skjule steder og kraftig beplantning.

Kurtisering er ringe beskrevet i litteraturen. Hannen signalere til hunnen, ved at nikke med hovedet og kurtisere ved at bevæge sig i en cirkel omkring hende. Tager hun imod tilbuddet, bider han sig fast i hendes nakke efterfulgt af kopulation.

Arten bliver kønsmoden, når den er 3-4 år gammel. Hanner lidt tidligere end hunner. Den nemmeste måde at se det på, er tilstedeværelsen af en orange plet på kinden. Denne plet vil dog kun være synlig i parringssæsonen, og når de er drægtige eller passer på æg.

Unger holdes bedst alene eller sammen med dyr i samme størrelse. Gerne i et simpelt miljø, så de er nemme at monitorere. Dog stadig inden at blive forstyrret for meget.

Som ca. halvdelen af alle andre skinker, ligger krokodilleskinker æg (oviparous). Men modsat de fleste andre, som ligger omkring 3-6 æg afgangen, producere Tribolonotus spp. kun et æg afgangen.

Hunnerne har to æggestokke (ovarie), men kun en æggeleder (oviduct). De kan befrugte to æg afgangen, men ligger først det andet, efterfulgt af det andet, når det første er klækket.

En hun kan producere 3 kuld om året og dermed op til 6 æg.

En nær slægtning, Tribolonotus schmidti, er modsat alle de andre arter, levendefødende (viviparous). Den for kun en unge afgangen.

Æggene vejer ca. 300 mg og måler omtrent 20x8 mm, når de bliver lagt.

Udrugningtiden (inkubation) vare 65 til 82 dage, afhæng af temperature.

Det er en fordel af fjerne æggene fra terrariet, da evt. foderdyr (fårekyllinger, kakerlakker etc.) vil kunne finde på at fortære dem. Arten beskytter sine æg intenst ved at angribe og vokalisere højlydt.

Æggene placeres i et fugtigt medie, som spagnum, kokoshumus, spagnummos, vermeculite eller en blanding. Luftfugtigheden skal ligge på omkring 90% og temperaturen et sted mellem 22°C og 27°C.

Temperature over 28°C i en længere periode, vil være fatalt for fostret. Inkubationstemperaturen har ingen effekt på udvikling af kønnet.

Ungen er født med en ægtand på snuden, som den sære en eller to slidser i ægget med, for at kunne komme ud og tage deres første åndedrag. Det tager et par timer, for ungen at komme helt ud.

T. gracilis uger måler 6,5 til 7,5 cm og vejer omkring 4,5 g. T. novaeguineae er lidt mindre og måler ca. 5,5 cm. Hovedet vil være gulligt hos T. gracilis, mens T. novaeguineae kun har en gullig snude. Kroppen vil have flere nuancer end de mere ensfarvede voksne.

Der er mange meldinger om unger, som spiller døde ved håndtering. Det er dog ikke noget, jeg har oplevet.