...Theraphosidae.

Hold og opdræt af

fugleedderkopper

i terrariet

At holde i terrariet fugledderkopper er enormt spændende og fascinerende.

De er ikke at forveksle med Tarantellen, som er en lille Europæisk ulveedderkop (Lycosa tarantula).

Videnskabelig klassifikation:

Rige: Animalia

Række: Arthropoda

Klasse: Arachnida (Spindlere)

Orden: Araneae (Edderkopper)

Overfamilie: Theraphosoidea

Slægt/familie: Theraphosidae (Fugleedderkopper)

Den tungeste registrerede fugledderkop er en Theraphosa blondi på 170 gram og 28 cm. Den med det største benspan hører til samme familie, nemlig T. apophysis, en kønsmoden han kan komme helt op og måle 32 cm. Af andre store arter fra det amerikanske kontinent, kan nævnes Lasiodora, Pamphobeteus og Xenesthis, disse er meget robuste og kan blive op til 25 cm eller derover.

I Asien kan arter som Poecilotheria og Cyriopagopus også blive op mod 25 cm.

Theraphosidae-familien har et meget stort udbredelsesområde, og findes næsten overalt rundt om og syd for ækvator. Vi har altså at gøre med tropiske og subtropiske dyr. Dog findes der enkelte arter i Europa, som Ischnocolus sp. og på Cypern findes flere arter Chaetopelma sp.

I Danmark har vi ingen Theraphosidaer.  Selvom Atypus affinis, bliver kaldt den danske fugledderkop, er det ikke en fugleedderkop, den hører til de mygalomorfe edderkopper. Den er udbredt bl.a. i Silkeborg og på Bornholm og bliver max. 250 mm. Mygalomorfe edderkopper (fugleedderkopper) har tænderne sidende parallelt bagudrettet, mens de ægte edderkopper har tænderne pegende med spidserne mod hinanden.

Fugleedderkopper findes i en række forskellige klimaer, habitater og har forskellige livsstile. Alligevel er der ofte ikke den helt store forskel, i måden hvor på de skal passes i terrariet.

Det kræver ingen tilladelse at holde fugleedderkopper i Danmark. Bor man tilleje kan der være særlige regler i udlejers husorden.

Brachypelma og Poecilotheria må ikke handles uden papirer udover EU’s grænser og må heller ikke indsamles i naturen.

Fugleedderkopper er ikke for alle. Man skal have tid og lyst til at sætte sig grundigt ind i dyrets pasning og pleje samt behov. Desuden skal man kunne skaffe og fodre med insekter. Der er en lang række arter, som anbefales til begyndere. Det er ikke en liste man behøver følge restriktivt, blot forslag. Fx findes der massere af beslægtede arter til nedenstående, som dog måske er mere kostbare og kræver mere søgning på information om trivsel og biologi, men som egner sig lige så godt for begynderen.

Man kan med fordel starte med at kigge efter arter i de syd- og mellem amerikanske slægter Aphonopelma, Avicularia, Brachypelma, Chromatopelma, Grammostola og Thrixopelma.

For at få en god oplevelse, for både dyr og ejer er det vigtig, at det dyr man vælger lever op til ens forventninger. Køb ikke noget, bare fordi det er nemmest, men vælg en art som tiltaler dig mest og sæt dig grundigt ind i trivsel og levevis.

At en art er beskrevet som fredelig, er ikke ensbetydende med, at alle individer er det. Fælles for ovenstående er, at de typisk har et mildt temperament og er nemme at få til at trives.

For at lette forståelsen af de beskrivelser, som kommer senere, kan man dele fugleedderkopper ind i to hovedgrupper:

De trælevende (arboreale) og de bundlevende (terrestriale) - disse kan igen inddeles i tre kategorier, mere om dette senere.

Arboreale:

Består af de trælevende relativt små arter fx Tapinauchenius sp. og Avicularia sp. til ret store arter som Psalmopoeus sp, Poecilotheria sp. og Cyriopagopus sp. De kendetegnes ved ofte at være mere langstrakte, have længere ben og være hurtige. Desuden har de tendens til et defensivt temperament og sky adfærd.

Fælles for de fleste arboreale arter er, at de skal have en relativt høj fugtighed. Husk, at en god udluftning er meget vigtig. Terrariet skal indrettes med et vertikalt stykke bark eller lignende – dette benytter de som skjul.  Kun familierne Avicularia, Pachistopelma, Iridopelma fra Sydamerika har brændhår/nældehår.

Terrestriale:

Kan som tidligere nævnt inddeles i tre kategorier:

Moderat lette forhold (kategori 1.)

Fugtige og varme forhold (kategori 2.)

Tørre og sparsomme forhold (kategori 3.)

Kategori 1:

Består af de bundlevende, ofte mere langsomme og rolige edderkopper - med undtagelser.  De fleste af arterne har nældehår. Oprindelsesstedet er typisk Mellem- og Sydamerika, derfor skal de holdes let til medium fugtigt.

Her findes medium til store arter. Mange findes i regioner med vintersæson, altså et markant udsving i temperaturene årstiderne imellem. Vildtfanget dyr er ofte afhængige af et temperaturskifte/hvileperiode for at kunne fungere optimalt. Mange oplever spisestop i de kolde måneder, og årstiden kan være årsagen.

Det drejer sig primært om familierne Aphonopelma, visse Brachypelma og Grammostola arter specielt G. rosea, samt ander arter fra Nord Amerika, Mexico, Argentina og Chile.

Kategori 2:

Består af medium til store nervøse og defensive edderkopper, her findes også nogle af verdens største arter og nogle få dværgarter. Edderkopper fra det Amerikanske kontinent har ofte brændhår (fx Acanthoscurria, Theraphosa, Lasiodora, Xenesthis, Megaphobema, Pamphobeteus, Nhandu og Sericopelma), mens de er fraværende hos de asiatiske, der ofte er tunnelgravende (fx Hysterocrates, Haplopelma, Cyriopagopus og Chilobrachys). De findes i fugtige skove med tørre perioder, omkring ækvator og i regnskove med lange regnsæsoner.

Kategori 3:

Består af ofte nervøse, medium til store edderkopper fra tørre- til semitørre områder med lange tørkeperioder. Mange af arterne graver meget og bygger store spind. De findes i Øst- og Sydafrika (fx Pelinobius tidl.: Citharischius, Pterinochilus og Ceratogyrus) samt en enkelt repræsentant fra Venezuelas buskland Chromatopelma cyaneopubescens.

Unger, også kaldet ”slings”, forkortelse af spiderlings”, holdes som udgangspunkt lig de voksne. Dog er det meget vigtigt med god luftfugtighed og dybt substrat hos langt de fleste. De er også nemmest at arbejde med på relativt lidt plads, hvilket de trives fint med.

Terrarium:

Der findes 3 typer af terrarium som kan benyttes til ovennævnte grupper:

Høje vertikale terrarier bruges til de arboreale arter, horisontale til de terrestriale, og en blanding af de to med mulighed for masser af substrat til de tunnelgravende.

For både de tunnelgravendes og de trælevendes vedkommende, skal terrariet være 2 gange edderkoppens benspan. Bundlevende edderkoppen kan som udgangspunkt gå på et areal af 1,5 gange 1,5 benspan.

Terrariet skal helst heller ikke være for stort, både fordi pladsen ikke vil blive brugt, men også fordi det vil være svært at observere om foderet bliver spist, samt at holde klimaet under kontrol. Det må heller ikke være for småt, da det kan give problemer i forhold til parring og hamskifte.

Husk, at terrariet skal være flugtsikkert, for både edderkop og foderdyr, gerne med lås på. Det er en god ide at notere hvilken art som det drejer sig om i tilfælde af uheld.

God ventilation er vigtig, specielt for de arboreale og edderkopperne i kategori 2 forhold. Et godt flow for luftgennemstrømningen opnås ved en udluftningsrist forrest i bunden og bagerst i toppen.

Der findes et hav af forskellige typer af terrarier, som alle har fordele og ulemper. Så det kan være nødvendigt at prøve sig frem.

Det er også muligt at holde edderkopper i plastikbokse af forskellig slags. Det kan være en fordel, hvis man har mange dyr, hvor en del måske er i mindre størrelser. Så længe de lever op til de beskrevne krav, kan hvad som helst faktisk bruges.

Unger holdes ofte i små akrylrør eller ”ketchupbøtter”.

Tænk over hvor terrarier bliver placeret - i forhold til varme, træk og direkte sollys som skal undgås.

Dekoration & indretning:

Dekoration af terrariet er kun for ejerens skyld med undtagelse af edderkoppens skjul.

Edderkopper er ligeglade med planter og andet inventar, men der må aldrig mangle skjulesteder.

Til de trælevende arter, kan et vertikalt placeret stykke bark eller korkrør fungere fremragende. Det skal placeres op af en baggrund eller et andet stykke bark, så edderkoppen ikke skal sidde på glasset.

De bundlevende arter skal have et U-formet skjul fx også et stykke bark, som placeres direkte på underlaget. Kunstige ting som halve urtepotter osv. kan også bruges, selvom at de ikke er så dekorative. Fælles for alle er, at edderkoppen skal have mulighed for at søge mørke.

Andet inventar kan være baggrunde fx korkplader, planter, mos, stammer, grene, sten etc. Pas på med ting som edderkoppen kan grave sig ind under og blive mast af, og ting som den kan falde ned på og derved komme til skade. Edderkoppers bagkrop (abdommen) er meget sårbar!

Pas også på ikke at overdekorere terrarierne, så foderdyr kan gemme sig alt for godt, og så vedligeholdelse ikke bliver for besværlig. Vælger man at lime ting fast i terrariet, skal man være opmærksom på om limen er giftigt. Det samme gør sig gældende for rengøringsmidler. Almindeligt opvaskemiddel og rudepuds fungere fint. Kalkaflejringer kan tages med citronsyre eller eddike. Skyl grundigt efter med rent vand.

Vær opmærksom på, at mange nåletræsorter, indeholder naturlige pesticider, som kan slå hvirvelløsedyr langsomt ihjel.

Man kan både bruge ægte og kunstige planter i terrariet. Ægte planter er uden tvivl kønnest. Men nogen kræver en del lys, hvilket edderkopper ikke bryder sig om. Vælg planter, som kommer fra samme forhold som edderkoppen. Ulempen ved levende planter er, at mange edderkopper graver dem op, gnaver dem i stykker eller spolerer dem på anden vis. Man må eksperimentere og prøve sig frem. Lad evt. planten stå i potten. Undgå planter som er spidse eller har skarpe kanter.

Man kan sagtens bruge ting fra naturen. Det er ikke nødvendigt at desinficere, men har man det behov, så er en tur i fryseren eller en overhældning med kogende vand en mulighed. Træ, rødder og andre ting som potentielt kan indeholde svampespore, kan desinficeres med VirkonS eller Atamon - Undgå at indsamle fra vejkante og sprøjtede steder.

Bark fra nåletræer er ikke egnede, da disse indeholder terapener, som er naturlige opløsningsmidler. De er fatale for mange hvirvelløsedyr. Derfor er det ofte det som man bruger i div. krybdyr relateret artikler som bark strøelse, da det fungere som et naturligt pesticid. Det skal man være opmærksom på, hvis man køber krybdyrdekoration hos dyrehandleren.

Man kan forsøge at indrette terrariet så tæt på artens naturlige habitat som muligt. Det kan dog kræve en del research, da mange arters indsamlingssted, kun er oplyst som oprindelsesland. Et land kan indeholde mange forskellige biotoper og mikrohabitater. De mest almindelige biotoper er regnskov, buskland og steppe.

Substrat:

Substratet er ikke bare et bundlag, men tjener blandt andet også til det formål at holde luftfugtigheden oppe, og fungere som skjul for visse gravende arter.

Dødeligheden hos unger kan mindskes betydeligt, ved brug af dybt substrat, som holder på fugten og afgiver den langsomt. Der er mange forskellige meninger om hvilken type som er bedst. Hygroskopi - evnen til at suge vand og langsomt frigive det til luften, er vigtig i de fleste tilfælde.

Før i tiden var det meget populært at bruge vermiculite, som er et mineral udvundet fra vulkaner. Det bruges til opformering af planter, samt til udrugning af krybdyr æg m.m. Det suger godt, holder godt på fugten. Det er kemisk neutralt og har antibakterielle evner, men det ser ikke særlig naturalistisk ud. Desuden er det porøst, og kan derfor ikke bruges til gravende arter.

Man kan også bruge tørv, spagnum og pottemuld. Tørv har ringe hygroskopi, mens spagnum er lidt bedre og pottemuld fungerer glimrende. Det mest populære er nok kokoshumus, som er meget findelte kokosnøddeskaller. Det købes i pressede blokke og opblødes i vand. Det er billigt, effektivt og meget dekorativt. Man kan dog med fordel blande det med en af ovenstående substrater til gravende arter, da det er lidt porøst i det. Man kan også sagtens bruge jord fra naturen. Det er dog ofte meget lerholdigt og vejer en del. Derfor kan være svært for edderkoppen at rykke rundt på og arbejde med. Skovbund er også fremragende. Det hele kan evt. blandes med sand eller småsten, samt visne blade for at imitere den ønskede habitat.

Pas på med langtrævlet substrat, som edderkoppen kan blive viklet ind i.

De fleste arter, fungere godt med ca. 5 cm bundlag, mens gravende arter som, fx Hysterocrates spp og Haplopelma spp. kræver strøelse på min. 2 gange deres benspan.

Man kan med fordel lade bundlaget skråne lidt op mod bagvæggen, da dette giver en visuel større flade at beskue.

Substratet må aldrig forblive direkte vådt!

Luftugtighed:

I naturen har dyr mulighed for selv at bestemme deres opholdssted i forhold til både temperature og luftfugtighed. Det kan være svært at imitere i terrariet. Derfor må man sørge for, at luftfugtigheden er som den skal være - også i forhold til, at man for visse arters vedkommende, skal imitere årstidsskifte. Luftfugtighed måles i % og angiver luftens indhold af vand.

I naturen opholder mange edderkopper sig i skjul under jorden - i fugtige huler. Dette gælder også selvom, at de måske kommer fra ellers tørre områder. Det er vigtigt at holde øje med om fugtigheden er korrekt. For lav luftfugtighed kan resultere i dårligt hamskifte, hvis den alt for lav.

Mange anbefaler at fugte hos edderkoppen op mod et hamskifte, hvilket er noget misforstået, det handler om edderkoppens trivsel, også uden for denne periode – edderkopper skifter godt ham, når de trives.

For høj luftfugtighed er lige så problematisk som lav og kan resultere i svampeinfektioner bl.a.

I en almindelig husstand er det typisk 15-60% (oftest 50-60%) alt efter årstid. Det kan også svinge efter hvilken type bolig man bor i.

Nogen vælger at bruge vandskål. Men de fleste kan sagtens undvære. Det er bedre at vande end at dushe som mange ellers anbefaler, da det nemmere kan skræmme edderkoppen. De trælevende arter drikker dråber, så husk at sprøjte lidt vand i deres spind og på eventuelle blade.

God ventilation er vigtig, for at undgå mug og svamp i det fugtige miljø.

Lys & varme:

Alle fugleedderkopper er primært aktive I aften eller nattetimerne. Derfor har de ikke brug for egentligt lys, men skal blot kunne kende forskel på nat og dag.

Lysstofrør bruges af mange, selvom at det er lidt voldsomt. Men det giver en god varme, modsat små LED skinner, som til gengæld er knapt så illuminerende.

Om aftenen eller natten, kan man evt. bruge blåt eller rødt lys, hvis man ønsker at observere dyrene uden at forstyrre dem.

Vælger man at bruge varmelampe, skal denne placeres uden for terrariet. Edderkoppen vil ellers kunne komme til skade ved at brænde sig på den og varmelamper udtørre luften. Som udgangspunkt, bryder edderkopper sig ikke om strålevarme.

Har man valgt at bruge lys, er det vigtigt at give dyrene en døgnrytme fx ved hjælp af et tænd-og-sluk ur, som sættes til 12/12 timers mørke og lys.

Varme fra kabler eller måtter må aldrig placeres under terrariet, men på baggrunden eller siden. Det er fordi, at edderkopper som har det for varmt, vil forsøge at grave sig ned for at undgå varmen.

Edderkoppers metabolisme og andre kropsfunktioner, er afhængige af ekstern varme. Jo varmere de holdes, des hurtigere vokser de. De fleste arter vil trives ved temperature på 24-26°С - med få undtagelser fx højlandsarter.

Mindre svingninger i temperaturen har ikke den store betydning for de fleste arter. Grammostola rosea tolererer temperaturer helt ned omkring 16°С, mens temperaturer over 24°С er fatale for Megaphobema mesomelas. Pamphobeteus sp, Poecilotheria subfusca og Xenesthis sp. trives kun ved stuetemperatur. Lavlandsedderkopper tåler dårligt temperature under 21°С i længerer perioder og endnu værre er det for dem i kategori 3 (tørre områder i Afrika). Langt de fleste arter, trives ved almindelig stuetemperatur.

Hamskifte:

Alle hvivelløsedyr har et eksoskelet (fra Græsk ἔξω, éxō "ydre" og σκελετός, skeletos "skelet"), altså et ydre skelet som beskytter kroppens indre vitale og bløde dele. For at kunne vokse må dyret skifte dette skelet, også kaldet et ham. Det er en meget energikrævende proces, som gør edderkoppen meget sårbar. Det foregår som oftest liggende på ryggen. Blod fra bagkroppen pumpes ind i forkroppen, hvor ved, der skabes et overtryk, som sammen med blødgørende enzymer, får rygskjoldet til at briste.

Unger skifter ham ca. en gang om måneden, mens voksne skifter typisk årligt. Hos nogle voksne arter, kan der dog gå flere år mellem hamskifte. Når en han er blevet kønsmoden, skifter han i reglen ikke igen.  Det forekommer dog af uvisse årsager alligevel sommetider.

Op mod et hamskifte, vil edderkoppen komme til at se noget slidt og trist ud i farverne. Arter som har smidt brændhår fra bagkroppen, vil få en sort eller mørkeblå farver, på den bare plet hvor brændhårene har siddet. Det er de nye hår man kan se under huden og er tegn på, at et hamskifte et meget tæt på.

Der er en række faktorer som kan komplicere et hamskifte og som bør undgås. 

Ca. 70% af edderkoppen består af vand, det er derfor essentielt af den rette luftfugtighed er tilstede, da en stor mængde væske bruges i den fysiologiske transformation.

Det kan ske, at en edderkop er for længe om at komme ud af sit gamle ham. Det kan være pga. af for lidt plads eller af ukendte årsager. Så sker det, at det nye eksoskelet når at hærde, inden edderkoppen er kommet ud af det gamle. Skulle det ske, kan man blødgøre det gamle ham med glycerin i håb om, at edderkoppen endnu kan nå at smide det.

Det kan også være nødvendigt at amputere lemmer (ved led) eller i værste tilfælde at aflive dyret. Hos unge dyr, kan mistede lemmer regenerer og blive fuldt funktionelle, men måske lidt mindre end det oprindelige. Man kan opleve, at edderkopper selv smider et skadet lem, fx efter voldsom parring, sammenstød med en rival eller fjende m.m.

Hun-fugleedderkopper vokser hele livet, modsat ægte edderkopper, som ikke vokser efter de er blevet kønsmodne. Efter 6. – 7. hamskifte er edderkopperne kønsmodne, men det kan mange gange være en fordel at vente med en evt. parring før efter 9. eller 10. hamskifte, da det giver større og bedre kuld.

Kønsforskel:

Det er ikke den store videnskab, at se forskel på kønsmodne hanner og hunner. Hanner er slankere og har lange tynde ben, en anden farve (typisk mat og kedelig hos de fleste arter) og så er det yderste led af pedipalperne (de forreste omdannede underkæber, som minder om små ben) omdannet til ”boksehandsker” (bulbus som bruges til at overføre sæd til hunnens kønsåbning) populært sagt.

Hos nogen slægter, vil man finde tibialkroge på første benpar. Disse bruges til at løfte og holde hunnens giftkroge underparring. Ikke kønsmodne hanner ligner typisk hunner meget.

Hunner har ingen af ovennævnte karakteristika, men vil være mere robuste og farverige.

Den sikreste metode til at kønsbestemme er et aflagt ham. På bagkroppens inderside, hvor den støder sammen med forkroppen, mellem de såkaldte boglunger (to hvide pletter), vil man hos en hun kunne se kønsorganerne (spermathecae). De skiftes med hvert ham, sammen med evt. sæd, modsat ægte edderkopper som kan gemme sæd fra en parring hele livet.  Formen på kønsorganerne kan være meget forskellig. Nogen har en halvmåne mens andres er delt i to som et Y. Dette er helt fraværende hos hannen, og man vil kun kunne se en bar plet.

Har man ikke et ham til rådighed, kan man med træning, kigge på undersiden af dyret mellem de to åbninger til boglungerne. Her er en trekantet plade som er nøgen hos hanner og med en ensartet behåring hos hunner. Brug evt. en lygte til at lyse ind fra siden. Det er her hannens specielle spindekirter, som bruges til at konstruere sædspind ved kønsmodenhed, sidder.

Vand, foder & fodring:

I naturen findes der mange steder med køligere årstider samt tørkeperioder, hvor der er lidt eller slet intet foder til rådighed. Det er i disse perioder edderkopperne skifter ham eller ligger æg.

I de mere frodige måneder af året, vil edderkopperne æde meget store mængder byttedyr, så de kan klare sig i ringere tider.

Når man fodre sine edderkopper, er det en fordel at bruge et emne eller størrelse, som ikke kan skade dyret. I naturen tager fugleedderkopper primært kun levende byttedyr, mens man i fangeskab kan have held med både aflivet foder, stykker af fersk kød eller fx halve melorm. Det er ikke alle individer som kan lokkes til dette, og nærringsværdien i stykker af kød uden indvolde og organer, er slet ikke så høj som i et helt insekt.

Typiske foderdyr er kakerlakker, fårekyllinger, græshopper samt melorm og andre larver. Man kan supplere med mus en sjælden gang imellem, men insekter er klart at foretrække. Man kan godt fodre med bytte fanget i naturen som græshopper, natsværmere osv., men vær opmærksom på hvor det bliver samlet.

Intervallet mellem fodringer varierer efter alder og størrelse. Unger og ungdyr kan sagtens fodres ofte og må gerne se fyldige ud. Det kan fx være en til to gange om ugen. Størrelsen bør mange gange ikke være større end edderkoppens bagkrop. Visse individer og arter kan dog være meget glubske, og kan nedlægge bytte større end dem selv. Har man svært ved at skaffe småt foder, kan man forsøge sig med stykker af melorm eller maddike. Bliver sådan et stykke ikke spist, må det fjernes dagen efter, da det ellers vil mugne. Vær opmærksom på om dyret spiser og bagkroppen vokser, ellers vil det være nødvendigt at få fat i levende foder i den rigtige størrelse.

Voksne edderkopper bør ikke fodres så ofte, ca. 2-4 gange om måneden. Man kan fodre oftere, hvis man benytter sig af en vinterhvile, med lidt eller slet ingen foder. Efter sigende skulle for kraftig fodring forkorte deres levetid, samt give overvægtige bagkroppe (abdommen) som ikke er til at bære rundt på, er udsatte for svampe infektioner, når den bliver slæbt over det fugtige bundlag.

Umiddelbart kan man godt fodre med det samme ensidige foder, men det ser ud til at varieret kost giver mere farverige edderkopper.

Voksne fugleedderkopper kan nægte at tage føde i lange perioder. Store arter i op til flere måneder, både før og efter hamskifte. Og arter fra kølige egne (Kategori 1), kan sultestrejke i hele vinterhalvåret.

Rekorden for hvor længe en fugleedderkop kan gå uden mad, skulle være 2 år, 9 måneder og 19 dage.

Op til og efter et hamskifte bør man ikke fodre. Aktive byttedyr kan forstyrre processen eller i værste fald begynde at æde en edderkop, som er ved at smide sit eksoskelet/skifte ham.

Man bør ikke tilbyde foder, før edderkoppen er helt færdig med at hærde. Det kan tage en uges tid for unger og op en måned, alt afhængig af størrelsen på edderkoppen.

Foder som ikke er blevet spist fjernes og min. en fodring kan springes over.

Når en edderkop har spist, rulles resterne sammen til en lille kugle, som naturlig skal fjernes regelmæssigt.

Væske bliver optaget gennem foderet, men man kan også tilbyde en lille vandskål. Specielt tørt levende arter nyder godt af dette, mens den er lidt overflødig hos de fra fugtige egne.

Nogle edderkopper drikker meget, hvis de har muligheden. Måske fordi de er indrettet sådan, at de ikke ved, hvornår muligheden byder sig igen.

Nogen har det med at fylde deres vandskål med jord, til stor irritation for ejeren.

Det en fordel at bruge en lav vandskål. En sådan vil edderkoppen også have nemmere ved at drikke af.

Inden køb:

Der er en række ting, man bør kigge efter, når man skal anskaffe sig en edderkop.

Dyret må gerne se velfodret ud, medmindre den har skiftet ham fornyligt.

Vi anbefaler, at man ikke køber fugleedderkopper hos en dyrhandel. Find en privat forhandler, som kender artens videnskabelige navn med sikkerhed og kan vejlede med en konkret pasning og pleje.

Det korrekte videnskabelige navn, og at man har sat sig grunddigt ind i de basale forhold, er centralt for en fyldest gørende oplevelse med sit førstegangskøb. 

Kort sagt:

1.) Vildtfanget dyr er ofte magre at se på og dem bør man som nybegynder holde sig fra. De kan nemlig være fyldt med parasitter m.m. og være svære at få til at falde til i fangeskab (akklimatisere).

2.) Motorikken skal være afbalanceret. Edderkoppen må ikke ”danse” eller spjætte.

Det kan være tegn på forgiftning eller sygdom i centralnervesystemet.

3.) Dyret skal være rent og tørt. Det må ikke forekomme vådt eller væske nogen steder fra.

Se specielt efter munddelene. Se også efter mider her.

4.) Undgå at købe en han som din første edderkop, de lever nemlig ikke så længe.

Køb så vidt muligt en hun. Sommetider kan man måske kun få fat i ubestemte køn, så kan det være nødvendigt at tage chancen, og håbe på en hun.

Køb dyr som er født i fangeskab, har været i fangeskab længe eller ungdyr. Ungdyr er mere tilpasningsdygtige. Samt det er spændende at følge dets udvikling. Så kan man løbende lære edderkoppen at kende mht. temperament osv.

Forsvar & temperament:

Der findes flere forskellige interessante forsvarsmekanismer hos fugleedderkopperne.

De er alle beklædt med hår, som tjener et forskelligt formål alt efter, hvor de er placeret.

Næsten alle arter fra den nye verden, altså det amerikanske kontinent og omkringliggende øer, har brændhår placeret et sted på kroppen (primært abdommen/opisthosoma).

Psalmopoeus og Tapinauchenius er de eneste slægter som ikke har dem, selvom de kan virke fraværende hos nogen arter som sjældent benytter sig af dem.

Hos Ephebopus er brændhårene placeret på apical enden af femur palpen.

Brændhårene er meget effektive mod fjender. Hvis truet sparker edderkopper hårene af med et eller flere bagben, fra opisthosoma eller hvor de er placeret. Det resulterer i en sky af ubehagelighed og irritation på huden og i luftvejene.

Ungerne er ikke født med brændhår, men de kommer efterhånden som edderkopper skifter ham og vokser.

Kun hos slægterne Avicularia, Pachistopelma og Iridopelma, bliver hårene ikke sparket af. Men kræver direkte kontakt for at være effektive.

Mennesker kan reagere meget froskelligt ved kontakt med brændhår, og nogen kan ligefrem være allergiske. Symptomer er hævelse, rødme, kløe og problemer med vejrtrækningen. Reaktionen kan være alt fra timer til dage. I svære tilfælde man kan være heldig at sænke inflammation ved at smøre med 2,5% Hydrocortison creme. Får man hårene i øjnene skylles de straks og søg læge.

Brændhår bliver ikke kun smidt efter fjender. De bliver også brugt til at markere territorie.

Mange smider den rundt om indgangen til deres hule eller i deres spind og på silketæppet som de skifter ham på. Nogen bruger det også i konstruktionen af deres kokon, for at beskytte æggene mod fare.

Hos fugleedderkopper fra den gamle verden, altså Afrika og Asien, er brændhår totalt fraværende hos alle arter. Disse må altså forsvare sig på anden vis, hvorfor man mange gange oplever dem være mere hidsige og nervøse.

Et klar advarselssignal er, hvis de fire forreste ben i luften, kropsvægten på bagbenene og giftkrogene (chelicera) blottet. Hvis edderkoppen er rigtig hidsig, vil man kunne se dråber af gift komme fra chelicera, som fungere som en kanyle. Nogle arter har endda skarpe farver under benene for yderligere at gøre opmærksom på alvoren. Nogle kan endda blive så arrige, at de falder om på ryggen.

Andre arter har pigge, som fx Megaphobema på bagbenene. De er ikke rare at tygge i, og kan også bruges i forbindelse med spark.

Alle edderkoppers mest effektive våben er chelicera (giftkrogene). De er store og kraftige, og kan give et smertefuld bid. Men de kan bruges til mere. Flere arter som fx Theraphosa, Haplocosmia, Phlogius, Pterinochilus m.fl, kan give en hvæsende lyd fra sig. Det sker ved, at edderkoppen gnubber (friktion) hårene på kæberne (chelicera og coxa) med pedipalpernes trochanter.

Pterinochilus kan stridulerer lyde på 21 kHz, mens Pelinobius kan høres noget højere nemlig på 174 kHz.

Nogle arters gifte er ikke specielt potente og sammenlignes med giften fra fx en hveps eller bi. Men der er også en hel del arter, som er meget eller relativt potente. Tørre bid hvor der ikke bliver injiceret gift er ikke ualmindelige.

Der er aldrig nogen som er afgået ved døden pga. et bid fra en fugleedderkop.

Fugleedderkoppers gift er neurotoxisk, men anses ikke som værende af medicinsk betydning. Derfor er der heller ikke blevet forsket meget i den. Man bør alligevel søge læge, hvis man oplever svære symptomer. Det kan fx være lammelser, høj temperatur, følelsesløshed, muskelspasmer, inflammation, hovedpine, kvalme og smerter. Det kan tage alt fra få dage til uger før symptomer er væk.

OBS: Hunde er yderst påvirkelige over for fugleedderkoppegift!

Enkelte arter kan finde på at tage tilflugt i eller på vand, hvis de skræmmes eller bliver forfulgt.

Hysterocrates spp. og Psalmopoeus spp. kan skjule sig under vand. Det kan lade sig gøre fordi hårene på kroppen tillader, at luft kan samle sig rundt om dyreret og den derfor kan have en iltreserve med og undgå at blive våd. Fx kan Avicularia spp. bevæge sig over vandets overflade, hvor en fjende kan have svært ved at følge med.

Avicularia spp. arter er blevet observeret i fangeskab, hvor de ”skyder” med afføring efter en potentiel trussel.

Sygdomme & parasitter:

Der er mange sygdomme, som ikke er kendt af viden og derfor ikke kan behandles eller forstås. Det er de færreste dyrlæger, som ved noget om behandling af hvirvelløsedyr.

Nedenstående er et forsøg på at formidle de mest almindelige behandlinger.

Fælles for dem, er at dyret bør placeres i et sparsomt og rent miljø, så længe men observerer symptomer. En ventileret plastboks med fugtigt papir i bunden, et plastikskjul og med en vandskål er velegnet.

Det gamle terrarium og inventar, rengøres og desinficeres, inden det tages i brug igen.

Hold evt. nye dyr i karantæne i min. 2 måneder.

Dyr som ikke står til at rede, bør aflives på fornuftig vis.

Dehydrering:

En af de mest almindelige årsager til sygdom er dehydrering. Hvis fugleedderkoppen virker slatten og tilbydes en vand, som den ikke forlader i dagevis, kan det være tegn på at den holdes for tørt og luftfugtigheden bør hæves.

Dehydrerede edderkopper og edderkopper som holdes for tørt, kan få problemer med at skifte ham, hvilket kan være fatalt.

Et dyr som er meget svagt, placeres i eller ved en stor lav vandskål. Lad den sidde et par timer og observer om den drikker. Pas på, at den ikke drukner ved at få vand i boglungerne under abdommen.

Hjælp edderkoppen til vandskålen og gentag dagligt indtil den virker rask, og kan tage foder selv.

I svære tilfælde kan man smøre en optøet reje ud mellem kæberne, som den kan mæske i sig. Det kan mange gange få en edderkop på fode igen.

Vævskader:

Alt fra fald, stød og dårligt hamskifte til parringskader eller bid fra foderdyr, kan resultere i vævsskader. Det kan være i form af brækkede eller mistede lemmer og sår. Det kan være nødvendigt at amputere et ben. De vil regenerer i løbet af et par hamskifte, helt eller delvist til fuld størrelse.

Et helt ben amputeres ved at dreje det af i et fast greb med en pincet. Det lyder voldsomt, men benet er konstrueret til at brække af ved sådan en belastning.

Skader på led vil som regel hele fint selv. 

Brud kan limes sammen med 10-sekunders lim. Lig et stykke køkkenrulle papir på stedet og påfør limen, det vil virke som gips. Sørg for god ventilation mens limningen står på.

Samme metode bruges ved abdominal brist, men det står desværre sjældent til at rede.

Blødninger kan stoppes ved at påføre et lag vaseline.

Har man brug for at desinficere, brug da kun VirkonS eller Atamon (flydende). Bland lidt sulfo i for at ophæve overfladespændingen. Det er også fremragende mod svampeinfektioner.

Svulster kan komme i mange forme. Det kan både være indkapslede fremmedlegemer, arvæv, celleforandringer eller forstenede æg hvis det er en drægtig hun. Arvæv er ikke farligt. Der ikke er andet at gøre end at se tiden an, ved de andre forekomster.

Parasitter:

I fugtige miljøer kan der være forekomster af små hvide dyr, jordmider. Disse er komplet harmløse og bevæger sig kun på substrat og inventar i terrariet.

Mider som sidder på edderkoppen, typisk omkring munddelene og andre bløde dele, skal tages alvorligt. De kan være fatale.

De skadelige af slagsen ligner lidt meget små flåter og kan fjernes med en blød pensel.

I svære tilfælde må man tage skrappere midler i brug. Man kan selv sagt ikke bruge kemiske midler. Et alternativ er rovmider (Hypoaspis miles fx). Den vil spise alt på størrelse med sig selv eller mindre, når der ikke er mere føde, vil den selv gå til.

For at undgå mider, maddiker og fluer, så hold terrariet rent for fæces og foderester.

En måde at komme af med jordmider, maddiker og fluer på er at udtørre terrariet.

Indvortes parasitter, som orm, er svære eller kan slet ikke gøres bugt med. Vildtfanget dyr som dør er ofte inficeret med rundorm eller andre nematoder.

Tegn på parasitter er væske omkring munddelene eller anus, palperne er inaktive og trukket ind under kroppen og edderkoppen vil gerne fange bytte, kan ikke gribe det med kæberne. Et tydeligt tegn kan være at nematoderne simpelthen er på vej ud gennem munddelene, det ligner en gullig masse.

Genanvend aldrig inventar som har været brugt til vildtfanget dyr eller dyr som er mistænkt for at bære parasitter.

Forgiftning/virus:

Bruger man midler mod utøj i hjemme, det kan både være myre eller lopper på ens andre husdyr, skal man være bevidst om, at edderkopper også er påvirkelige over for gift. Der skal meget lidt til at gøre en edderkop syg og slå den ihjel.

Symptomerne er motorisk besvær eller, at edderkoppen ”danser” når den bevæger sig. Udflåd fra munddele og anus vil man kunne de i de sidste faser.

Vira kan give de samme symptomer. Fælles er, at der ingen behandling findes og edderkoppen bør aflives.

Aflivning:

I en akut situation kan det være nødvendigt at anvende en lidt makaber metode, nemlig at knuse centralnervesystemet. Enten med noget stumpt eller mellem to tunge genstande.

Hvis det haster knapt så meget, kan man lade en beholder med sprit, underkøle i fryseren natten over og placere edderkoppen i den, hvorefter den igen installeres i fryseren til den efterfølgende dag.

Reproduktion & livscyklus:

Forskellen på kønnene er ikke kun morfologisk. Også adfærden og livstilen er forskellig mellem hanner og hunner. En han vil fokusere mere på vedligeholdelse af sine forplantningsmekanismer og søgen efter en kønsmoden hun end fx indtagelsen af føde.

Som udgangspunkt vil hanner nå kønsmodenhed før hunnerne. Typisk 1,5 år for hanner, og to år for hunner og hos nogle arter endnu senere. Årsagen er formodentlig for at undgå, at unger fra den samme kokon parrer sig. Det kan dog lade sig gøre i fangeskab, ved at forsinke hannens modning ved fx at fodre mindre og evt. sænke temperaturen en smule.

Når en han er blevet kønsmoden, vil han spinde et såkaldt sædspind, hvor sæd fra kønsorganerne deponeres. Her samles det op af kopulations apparatet (bulbus som sidder på pedipalperne), og han er nu klar til at søge efter en hun.

Hans adfærd ændres nu fra tidligere, han vil føre en aktiv til tider nærmest febrilsk livsstil. I naturen er hanner observeret bevæge sig 7-9 km i løbet af en nat (Shillington et al. 1997) i forsøget på at opsnappe duftspor.

Han vil tromme med pedipalperne for at signalere efter parringklare hunner.

Når hannen har fundet en hun, vil han forsigtigt forsøge at trænge ind i hendes hule.

Der er to muligheder, for hvad der nu kan ske. Måske er hunnen ikke klar til parring, og vil derfor skræmme ham væk, skade ham eller ligefrem æde ham.

Det kan også være at hunnen er villig til parring, selvom at det ofte ikke er kærlighed ved første blik. Der skal nemlig kurtiseres for hunnen med trommen og berøring.

Hannen sænker den forreste del af sin krop og hæver abdommen. Samtidig med, at han rækker de første benpar frem og bevæger sig langsomt baglæns, som om at han inviterer hunnen med ud hvor der er mere plads.

Her berører han hunnen med spidsen af de forreste ben og trommer med pedipalperne. Det er ofte en seance som gentages nogen gange med små pauser, indtil hunnen nærmest er i trance.

Når hunnen er passiv, vil hannen forsigtigt løfte hunnen i palerne og/eller chelicerae, som holdes med tibialkrogene, hvis han er af en art som er så heldig at have disse.

Korpulation sker ved, at hannens sporer på bulbus, penetrerer hunnen kønsåbning på undersiden af abdommen. Det tager et par sekunder og umiddelbart efter flygter hannen. Mange gange med hunnen lige i hælene. Der er teorier om, at hunnen hos visse arter, skal fortære hannen, for at kunne producere en frugtbar kokon.

Som oftest når hannen at slippe væk, og kan parre sig med flere hunner i løbet af en sæson.

Hunnen kan også nå at parre sig med flere hanner.

Efter 1 til 8 måneder, ligger hunnen æg på et tæppe af spind som bliver lukket til en kugle, ægsæk eller kokon om man vil. Herefter vil hun gyde hannens sæd udover dem. Derfor vender hun ofte ægsækken de første dage, for at få sæden fordelt udover alle æggene. Det skal gøres manuelt, hvis man udruger kunstigt.

Visse arter kan lægge æg allerede efter 14 dage, mens andre kan gå helt op til et år.

Udviklingens varighed variere mellem art, men er også afhængig af klima, sæson, fugtighed, temperature, og hvornår hunnen sidst har skiftet ham. Noter altid datoen for sidste hamskifte.

Fugledderkopper har ingen egentlig yngelpleje, med undtagelse af ganske få arter som Hysterocrates sp. Hunnen vil passe og pleje æggene, flytte den til passende klima, vende og dreje kokonen, samt beskytte den mod fjender.

Nogen lader edderkoppen udruge æggene selv, mens nogen bruger en udruger i form af en fugtig bøtte med en hængekøje af net. I fangeskab ses det relativt ofte, at hunnen spiser sin kokon, hvis hun bliver forstyrret.

Sommetider sker det, at en edderkop kan producere to fertile kokoner på kun en befrugtning.

Antallet af æg, variere mellem arter, størrelse på hunnen, alder m.v.

Rekorden holdes af en Lasiodora parahybana som fik ca. 2500 æg. Mindre arter for mindre kuld, typisk på 20-60 æg.

Inkubationstiden varierer også meget fra uger til omkring 4 måneder. Mange gange udruger trælevende arter deres æg hurtigere. De får også mange gange større, men til gengæld færre unger.

Størrelsen på nyklækkede unger variere også meget. Theraphosa spp. Måler 1,5 cm. mens dværg arter som Cyclosternum spp. er så små som 3-5 mm.

Ungerne gennemgår deres første postembrionale hamskifte inde i kokonen og bliver til immobile nymfer (prelarvae) eller ”eggs with legs”. 3-5 uger efter skifter de ham igen og går ind i stadie to (2. larve stadie) og bliver til en mobile nymfer. Ved det 3. og sidste postembrionale hamskifte bliver de til små færdige edderkopper og forlader kokonen.

De vil være klar til at indtage deres første måltid. I naturen vil de side sammen eller i umiddelbar nærhed af hinanden i nogen tid, afhængig af art, inden de begynder det solitære liv.

Mygalomorphe edderkopper lever typisk længe. Edderkopper fra den gamle verden, lever mange gange ikke mere end 7-14 år, mens edderkopper fra den nye verden bliver op mod 20 år eller ældre.

S. Schultz og M. Schultz har beskrevet en Brachypelma emilia som blev 35 år gammel.

Hanner lever noget kortere og bliver som regel ikke mere end 3-3½ år (med undtagelser).

Videnskabeligenavne:

Det virker måske uoverskueligt at skulle bruge de videnskabelige navne, men lær det fra start, det betaler sig i det lange løb. Mange benytter termet ”latinske navne”, men ofte er de sammensat af både latin og græsk eller opkaldt efter personer eller steder. Derfor er det mere korrekt at bruge termet ”videnskabelige navne”.

Man bruger det videnskabelige navn for at undgå misforståelser, da de er ens verdenen rundt og mange populærnavne er selvopfundne. Mange arter har slet ikke noget populærnavn. Fx kalder mange Brachypelma smithi på dansk Rødknæet fugleedderkop, på engelsk Red knee tarantula. Men der er mange arter i Brachypelma familien, som har røde knæ. Nogen af dem bliver også kaldt Fireleg og blandinger af de to navne og overkrydsningerne af navnene arterne i mellem forekommer. Det bliver altså hurtigt en stor forvirring. Flere har endda mange navne på det samme sprog. Ved at bruge det videnskabelige navn er der aldrig nogen som er i tvivl. Der er mange eksempler på, hvordan misforståelser kan opstå, arter blandet sammen osv. Det er også noget nemmere at søge informationer ved at bruge det videnskabelige navn.

Videnskabelige navne skrives altid som Slægt/familie (genus), art (species) og underart (subspecies). Slægten med stort forbogstav og art samt underart med småt. Hele navnet skrives med kursiv. For eksempel: Theraphosa blondi.

Forkortelsen for Species "sp." bruges når det ikke er nødvendigt at specificere den aktuelle art eller underart, eller at denne ikke kendes. 

"spp." (plural) bruges når flere arter, indenfor samme genus eller species omtales. Disse forkortelser skrives ikke med kursiv. Fx Poecilotheria sp. er en uidentificeret art i slægten Poecilotheria, mens Poecilotheria spp. er to eller flere arter, inden for slægten.

"ssp" står for subspecies, altså underarter og bruges til at nævne, at man ved at det drejer sig om en underart, men ikke specifikt hvilken.

Håndtering:

Som udgangspunkt, bør fugleedderkopper blive i deres terrarium og ikke håndteres.

Men der kan være flere årsager, til at det kan være nødvendigt. Fra et helt egoistisk synspunkt, er det utrolig spændende, at have kontakt med sådan et fascinerende dyr.

Vær altid forsigtig når en fugleedderkop håndteres. Nogen har et iltert temperament, nogen løber hurtigt mens andre er helt rolige. Alle er dog sårbare og må under ingen omstændigheder tabes.

Den bedste måde at fiksere en edderkop, er ved at trykke pegefingeren ned på cerapace og placere tommel- og langefinger mellem 2. og 3. benpar. Nu kan edderkoppen løftes forsigtigt og vil reagere passivt.

Mange individer kan forsigtigt puffes op i hånden eller ind i en bøtte.

Den mest sikre metode, er at sætte en bøtte forsigtigt men hurtigt ned over edderkoppen og skubbe låget ind under. Trælvende edderkopper kan være nemmere at skubbe ind i et transparent rør, som er lukket i den ene ende.