Mardonius


...Spirostreptidae.



Mardonius parilis acuticonus unger

Pasningsvejledning til:

Mardonius species

Husk at for at få succes med sit dyrehold, kræver det  mere end  at læse vejledninger på nettet,  husk også at det blot er vejledninger - ikke love.


NAVN:

Mardonius parilis acuticonus (attems, 1914) eller på engelsk Black cameroon train, er den mest almindelige i fangeskab. Sandsynligvis er den ved at overtage pladsen for klassikeren Archispirostreptus gigas.

Den største forskel på de to arter, er at A. gigas har en dyb sort og blankt skjold, mens M. p. acuticonus er sort/mørkegrå med en mat overflade, som i manges optik gør den mere attraktiv.

Mardonius (Persisk: Mardoniye‎, old græsk: Μαρδόνιος; døde 479 f.Kr) var en ledende militær kommandør under de Persiske krige me Grækenland i tidlige 5. århundrede f.Kr.


Mulig synonym: Scaphiostreptus parilis acuticonus.

Der er lidt forvirring omkring artsnavnet.

Dr. Richard Hoffman har identificeret de stamdyr vi holder i fangeskab. Eksemplaret dette er blevet gjort ud fra, er en han samlet i N’Yong i den tidligere Tyske koloni i Kameroon lige inden 1. verdenskrig i 1914 (Attems), og den findes nu på museum i Wien, Østrig. Den gang skelnede man ikke mellem holotyper, allotyper og paratyper.


OPRINDELSE:

Afrika.

Den egentlige oprindelse er ukendt, men de stammer formodentlig fra Niger Deltaet, Kameroon, Gabon og muligvis den central Afrikanske republik.


BIOTOP:

Tusindbenene lever primært i underjordiske gange og kamre i en bred variation af habitater.


STØRRELSE:

Det er et af de største tusindben, som typisk bliver 18-22 cm. Sommetider helt op til 24 cm.


TEMPERAMENT:

Linjen som holdes i fangeskab har et meget blidt temperament, og vil nøjes med at rulle sig sammen i en kugle som forsvar. De kradser og niver ikke så meget, som andre store tusindben kan gøre, når de håndteres.

De kan dog udskille en repugnatorial væske som formodentlig består primært af quinoner og hydrokloridsyre. Dette forsvar er relativt harmløst for mennesker og bruges hvis et rovdyr tygger på tusindbenet.


TEMPERATUR:

22-24ºC.


LUFTFUGTIGHED:

Relativt fugtigt omkring 70-80% i den våde periode. I tørketiden kan man lade terrariet tørre delvist ud.

God ventilation er vigtig.

Tusindben ånder gennem huller kaldet spiracler. De kan ikke lukkes, så hvis der er for vådt, drukner de let.


TERRARIUM:

Terrariet skal min. være 30x30 cm og indrettes med masser af kraftige klatregrene som vil blive brugt flittigt af især voksne dyr. Brug aldrig grene eller andet samlet fra steder med nåletræ.


BUNDLAG:

Substratet skal være mindst 10 cm dybt og bestå af en blanding af spagnum, pottemuld eller kokoshumus med visne løvblade. Man kan også bruge skovbund eller kompost.

Man kan også blande noget trønet træ i.

Er det nødvendigt at skiftet substratet, er det vigtigt at genbruge noget af det afføring, som findes eventuelle unger har brug for det.


KØNSFORSKEL:

Det er relativt nemt at kende forskal på kønnene. Hannerne identificeres ved benene på det 7. segment er erstattet af gonopoder (reproduktionsorganer). Hos begge køn sidder kønsåbningen på det 3. kropssegment ventralt lige bag det 2. benpar. Hos hunner vil man se et par plader (sclerites).

Dyrene kopulere relativt længe, ansigt til ansigt og rullet sammen i en kugle.


OPDRÆT:

Arten parre sig let i fangeskab, men det kan være nødvendigt med en tørke periode, for at stimulere æglægning.

Æggene ligges i et kammer konstrueret af det omkring liggende materiale og gødning.

Nyklækkede unger er helt hvide, C-formet og 2-3 mm lange. I det første larvestadie består de kun af få segmenter og 3 par ben. Efterhånden som de vokser kommer flere segmenter og benpar til. De vil i starten altid holde sig i umiddelbar nærhed af hårde flader, som under sten og trærødder.

Efter første hamskifte, vil de få en mere cremhvid kulør og blive mere aktive i takt med at de udvikler sig.

Unger bør i starten holdes sammen med de voksne, da de vil æde deres afføring, som indeholder nogen essentielle bakterier. Det skal til for at ungerne kan nedbryde cellulose og optage vitaminer.

Der går formodentlig ca. 5 måneder fra parring til æggene er klækket.


FODER:

Kalk tidskud kan enten suppleres via pulver iblandet mad eller substrat. Man kan også give tusindbenene sepiaskaller eller sågar kridt.

Komposterede blade og træ er den fortrinsvise føde. Agurk især de store kommercielle, som er deres absolutte favorit, melon, banan, appelsin, kartoffel samt andre frugter og grønsager udgør også en stor del af diæten. De skal skæres i stykker, da dyrenes munddele ikke er så hårdføre og de har ingen tænder til at penetrere skralden. De foretrækker bløde foderemner.

Husk at skylle alt grundigt.

For at tilføre protein kan man sommetider supplere med lidt blødt hunde- eller kattefoder.

Man kan observere tusindbenene drikke dråber, men en egentlig vandskål vil ikke blive brugt. Største delen af væskeindtaget vil blive dækket gennem foderet.


ØVRIGT:

Kæmpetusindben er meget fascinerende at betragte og er et fremragende terrariedyr også for de helt unge.

 

Mardonius aculeatus (Attems, 1914)

Mardonius brasilianus (Attems, 1950)

Mardonius cerasopus (Attems, 1914)

Mardonius interruptus (Brölemann, 1902)

Mardonius legationis (Attems, 1950)

Mardonius nakitawa (Silvestri, 1907)

Mardonius parilis parilis

Mardonius parilis acuticonus (Attems, 1914)

Mardonius parvus (Demange & Mauriès, 1975)

Mardonius piceus (Attems, 1952)

Mardonius rusticus (Attems, 1950)

Mardonius sculpturatus (Attems, 1914)