Epicrates maurus

NAVN:
Epicrates kommer fra Græsk "epi-krator" som betyder noget i retningen af "Over hersker".
Synonymer:
Boa aboma (Daudin, 1803)
Boa annulifer (Daudin, 1803)
Boa cenchria (Linnaeus, 1758)
Boa cenchris (Linnaeus, 1758)
Boa liberiensis
Boa ternatea (Daudin, 1803)
Cliftia fusca (Gray, 1849)
Coluber tamachia (Scopoli, 1788)
Draco ocellatus (Wagler, 1830)
Epicarsius cupreus (Fischer, 1856)
Epicrates cenchria (Linnaeus, 1758)
Epicrates cenchris (Linnaeus, 1758)
Epicrates crassus (Cope, 1862)
Epicrates cupreus (Fischer, 1856)
Epicrates maurus (Gray, 1849)
Epicrates cenchria maurus

 

OPRINDELSE:
Mellem- og Sydamerika (Costa Rica til Argentina)
Den brune regnbueboa findes som regel i Columbia.
Epicrates udgøres af to grupper:
De insulære (Dvs. ø-levende) Epicrates arter.
Og Epicrates cenchria-underarterne fra fastlandet.

BIOTOP:
Regnskov, tør skov og åbent græsland.

STØRRELSE:

Op til 150 cm.

TEMPERAMENT:
Normalt reletivt defenssiv, specielt ungdyr. Rolige domesticerede eksemplare forekommer dog ofte.

TEMPERATUR:
25º med en lokal varmeplads på 30º.
Daglængde: 14 timer. Gerne 12 om vinteren.

LUFTFUGTIGHED:
70-80% men aldrig vådt.

TERRARIUM:

BUNDLAG:
Ugødet spagnum eller andet som giver mulighed for høj luftfugtighed.
Bundlaget må aldrig være vådt og emmende men skal holdes fugtigt ved daglig dushing.
Alternativt kan man bruge avis, støvfri spåner eller ligende, og give et fugtskjul.

DVALE:

KØNSFORSKEL:
Hannens spore ved gattet er større end hunnens.
Dog kan det være meget svært at kønsbestemme en slange, specielt unge dyr, blot ved at se på sporrene så en sonde test er oftest nødvendig.

Antal skæld sonden går ned ved:
Han: Hun:
9-7 2-3

 

 

OPDRÆT:
10-30 levende unger.
Hannerne bliver kønsmodne i 3 års alderen og hunnerne et årstid senere.

FODER:
Fugle og mindre pattedyr.

STATUS:
Lokalt almindelig

ØVRIGT:
E.c. maurus er først beskrevet af Gray i 1849.

Underarter:
E.c. alvarezi (Abalos, Baez & Nader, 1964)
E.c. assisi (Machado, 1945)
E.c. barbouri (Stull, 1938)
E.c. cenchria (Linnaeus, 1758)
E.c. crassus (Cope, 1862)
E.c. gaigei (Stull, 1938)
E.c. hygrophilus (Amaral, 1954)
E.c. polylepis (Amaral, 1935)