Z o o n i v e r s e

Pasningsvejledning til:

Pelinobius species

Husk at for at få succes med sit dyrehold, kræver det  mere end  at læse vejledninger på nettet,  husk også at det blot er vejledninger - ikke love.

NAVN:

Pelinobius muticus hed tidligere Citharischius crawshayi.

OPRINDELSE:

Østafrika. Kenya, Tanzania og Uganda.

BIOTOP:

Ørken og steppe.

STØRRELSE:

Krops længde 7-9 cm med et benspan på 16-18 op til 22 cm.

Arten har utrolig kraftige bagben som den bruger til at grave med.

TEMPERAMENT:

Der skal meget lidt til for at få denne art op på sine meget kraftige bagben. Når den bliver hidsig kan den hvæse meget højt. Den vil bide i hvad som helst der bevæger sig hvis den føler sig den mindste smule provokeret.

Arten er meget potent og giften skulle eftersigende kunne give hallusinationer i flere dage.

TEMPERATUR:

21-25ºC.

Edderkoppen bør ikke have det for varmt da den i naturen lever under jorden om dagen for netop ikke at få et hedeslag.

LUFTFUGTIGHED:

Tørt men bundlaget skal alligevel være en anelse fugtigt da edderkoppen i naturen graver sig langt ned for at køle af. Jo længere man graver i jorden jo fugtigere bliver der, selv om der er knastørt på overfladen.

Den nemmeste måde at holde bunden fugtig på er ved at vande et eller flere hjørner i terrariet

TERRARIUM:

Min. 30x30x40 cm (LxBxH).

BUNDLAG:

Spagnum evt. blandet med sand.

Det er vigtigt med et tykt bundlag da arten er meget glad for at grave huller. Min. 10 cm gerne mere. I naturen kan edderkoppen finde på at grave tunneler som er helt op til 2 meter dybe.

KØNSFORSKEL:

Når hannerne er kønsmodne, har de længere tynde ben og i det hele taget en spinklere kropsbygning og mindre end hunnerne.

Desuden for de ved sidste hamskifte bulbus på palperne. Bulbus er hannens sekundære parringsorgan og der hvor han opbevarer sæden inden parring. Bulpus får spidsen af palperne til at ligne boksehandsker, da de er bøjet op.

Ikke kønsmodne hunner, kan kendes fra hanner, ved tilstedeværelsen af spermatheca (sædlomme) i et aflagt ham. Med mikroskop, kan dette ses relativt tidligt.

På dyr med lidt størrelse, kan man med lidt træning spotte indgangen til spermatheca på edderkoppens underside, og derved differentiere mellem kønnene.

Faktisk er hannen så spinkel, i forhold til hunnen, at man før hen troede at de var to forskellige arter.

OPDRÆT:

FODER:

Insekter af passende størrelse. F.eks:

Græshopper, fårekyllinger, billelarver, kakkelaker o.lign.

Men kan supplere med muse unger.

Arten er kendt for at holde meget lange spise pauser. F.eks den finde på ikke at tage imod føde i flere måneder op til et hamskifte.

ØVRIGT:

Arten er den eneste i slægtens og blev først beskrevet af Karsch i 1885.