Z o o n i v e r s e

Pasningsvejledning til:

Grammostola species

Husk at for at få succes med sit dyrehold, kræver det  mere end  at læse vejledninger på nettet,  husk også at det blot er vejledninger - ikke love.

NAVN:

Grammostola (GRAM-oh-sto-lah)

actaeon (AK-tee-ahn) er en jæger fra græsk mytologi.

alticeps (AHL-tih-seps) er latin og betyder "høj septum".

burzaquensis (boor-zuh-KEN-sis) er et sted navn Burzaque.

grossa (GRO-sah) er latin og betyder stor.

iheringi (ii-HE-rin-gii) er opkaldt efter en person + i.

mollicoma (moh-LI-kuh-mah) er latin og betyder "blødt hår".

pulchra (PUL-krah) kommer fra det latinske pulchritudinous og betyder "smuk".

G. rosea har ændret navn en del gange gennem tiderne.

De gamle var: Grammostola spatulata, Grammostola spatulatus, Grammostola cala, Phrixotrichus rosea, Phrixotrichus roseus og Phrixotrichus spatulata.

Phrixotrichus er græsk og betyder "skræmmende og behåret".

Rosea kommer fra Latin og betyder "Rosa". Navnet kommer tydeligvis af at edderkoppen changere i denne farve.

G. pulchripes gik tidligere under G. aureostriata.

OPRINDELSE:

Sydamerika - Brasilien, Uruguay, Argentina, Brasilien, Paraguay, Chile og Bolivien.

BIOTOP:

Fra pampas til regnskov.

G. rosea, som er den mest almindelige i fangeskab, findes ofte omkring grænsen til Atacama ørkenen.

STØRRELSE:

Kropslængden er ca. 7 cm og et benspan på ca. 12-15 cm. Enkelte af arterne kan blive helt op til 20 cm fx G. acteon og G. mollicoma.

TEMPERAMENT:

De fleste har et roligt temperament og børste sjældent brændhår.

Dog med undtagelser.

TEMPERATUR:

En stuetemperatur på 21-24ºC er fint, til arter fra Chile og argentina, da der ikke særlig varmt. Faktisk ser man temperaturer helt ned til omkring frysepunktet i vintermånederne.

De resterende holdes fint ved 21-27 °C.

Med min. om natten og max. om dagen. Man kan med fordel holde en konstant temperatur på omkring 24-25°C døgnet rundt.

LUFTFUGTIGHED:

Tørt men den bør have 60-70% i sin hule, for visse arter, mens fx. de Brazilienske arter holdes ved 70-80%.

Egentlig er det ikke så vigtigt at holde øje med luftfugtigheden, når bare man vander ofte. Dog ikke så ofte at bundlaget bliver vådt - blot fugtigt. Husk også at vande/fugte hulen - fordi ude i naturen bosætter edderkoppen sig et sted, hvor der er fugtigt. Fugtighed, trivsel og hamskifte hænger sammen. Det er en fordel at vande bundlaget, frem for at dushe, for ikke at skræmme edderkoppen. Derved undgår man at den sparker sine brændhår af.

TERRARIUM:

Fx. 30x30x20 cm (LxBxH).

BUNDLAG:

Spagnum og/eller kokoshumus

Bundlaget skal være ca. 10 cm dybt så edderkoppen har noget at grave i selvom det ikke er altid den benytter sig af det.

KØNSFORSKEL:

Når hannerne er kønsmodne, har de længere tynde ben og i det hele taget en spinklere kropsbygning og mindre end hunnerne.

Desuden for de ved sidste hamskifte bulbus på palperne. Bulbus er hannens sekundære parringsorgan og der hvor han opbevarer sæden inden parring. Bulpus får spidsen af palperne til at ligne boksehandsker, da de er bøjet op.

Ikke kønsmodne hunner, kan kendes fra hanner, ved tilstedeværelsen af spermatheca (sædlomme) i et aflagt ham. Med mikroskop, kan dette ses relativt tidligt.

På dyr med lidt størrelse, kan man med lidt træning spotte indgangen til spermatheca på edderkoppens underside, og derved differentiere mellem kønnene.

Hos denne art for hannerne tibialspore efter sidste hamskifte.

OPDRÆT:

Der er typisk mellem 100-200 æg i en kokon.

FODER:

Insekter af passende størrelse. Fx græshopper, fårekyllinger, billelarver, kakkelaker o.lign.

Man kan supplere med muse unger.

ØVRIGT:

Der findes følgende arter i slægten:

G. actaeon (Pocock, 1903) — Brasilien, Uruguay

G. alticeps (Pocock, 1903) — Uruguay

G. andreleetzi (Vol, 2008) — Uruguay

G. pulchripes (Schmidt & Bullmer, 2001) — Paraguay, Argentina

G. burzaquensis (Ibarra, 1946) — Argentina

G. chalcothrix (Chamberlin, 1917) — Argentina

G. doeringi (Holmberg, 1881) — Argentina

G. fossor (Schmidt, 2001) — Argentina

G. gossei (Pocock, 1899) — Argentina

G. grossa (Ausserer, 1871) — Brasilien, Paraguay, Uruguay, Argentina

G. iheringi (Keyserling, 1891) — Brasilien

G. inermis (Mello-Leitão, 1941) — Argentina

G. mendozae (Strand, 1907) — Argentina

G. mollicoma (Ausserer, 1875) — Brasilien, Uruguay, Paraguay, Argentina

G. monticola (Strand, 1907) — Bolivien

G. pulchra (Mello-Leitão, 1921) — Brasilien

G. rosea (Walckenaer, 1837) — Bolivien, Chile, Argentina

G. schulzei (Schmidt, 1994) — Argentina

G. vachoni (Schiapelli & Gerschman, 1961) — Argentina