Slanger for begyndere

 

...Har du flere spørgsmål, så stil dem endelig.

 

Alt om

Slanger

for nybegyndere

Slanger er utrolig fascinerende dyr, og med regelmæssig håndtering, kan rigtig mange arter blive fantastiske hobby dyr for både børn og voksne.Slanger findes på alle kontinenter og på de fleste øer, undtagen Arktis og Antarktis. Der er ca. anerkendt 18 familier, bestående af 456 slægter og ca. 3000 arter. De varierer i størrelse fra den lille, 10 cm lang falske ormeslange til netpythonen på op til 7-10 meter. I 2009 har man opdaget en fossil Titanoboa (Titanoboa cerrejonensis) som var 15 meter lang.

VIDENSKABELIG KLASSIFIKATION

 

Domæne: Eukaryota

Rige: Animalia (Dyr)

Række: Chordata (Chordater)

Klasse: Sauropsida (Krybdyr)

Orden: Squamata (Slanger og øgler)

Underorden: Serpentes (Slanger)

 

De mest almindelige familier er:

 

Boidae (Kvælerslanger)

Colubridae (Snoge)

Elapidae (Giftsnoge, eks. Mamba og Kobra)

Viperidae (Hugorm og klapperslange)

 

 

Slanger er ikke for alle. Man skal have tid og lyst til at sætte sig grundigt ind i dyrets pasning og pleje, samt forstå dets behov. Desuden skal man kunne skaffe og fodre med gnavere. Samt have en økonomi der tilgodeser evt. uforudsete udgifter som dyrlægeregninger osv.

 

Der er en lang række arter, som anbefales til begyndere. Der er ikke en liste man behøver følge restriktivt, men blot forslag.

 

Der findes fx en nogle beslægtede arter, der kan fungere som alternativer til de alm. begynderarter. , disse er dog måske mere kostbare og kræver en lidt dybere søgning på information om trivsel og biologi, men som egner sig godt for begynderen, der gerne vil have noget andet.

For at få en god oplevelse, for både dyr og ejer, er det vigtig, at det dyr man vælger lever op til ens forventninger. Køb altså ikke noget, bare fordi det er nemmest, men brug tid på at finde den art som tiltaler dig mest, og sæt dig grundigt ind i trivsel og levevis.

 

Man skal gøre sig vise overvejelser, inden man anskaffer sig en slange:

 

Boa constrictor i færd med at æde en aflivet vild fugl.

• Når man har valgt at holde slanger, er det et langvarigt engagement. Mange lever op mod 15-20 år eller længere. For at få en succesfuld oplevelse, skal man have læst bøger om slanger i fangenskab og meget gerne om deres naturlige biologi. Her efter kan man opsøge andre entusiaster og søge råd og vejledning. Husk at være kritisk og sørg for selv at have gjort dit hjemmearbejde.

 

• Man skal være villig til at fodre med andre dyr (gnavere). Det er altid bedst at fodre med optøet eller frisk aflivet foderemner, men der kan forekomme situationer, hvor det er nødvendigt at fodre med levende. Man må også være villig til at ofre noget fryserplads til foderdyr. Enten ved at opdrætte selv eller finde en opdrætter/forhandler i dit nærområde. Hvis man vælger selv at opdrætte foderemner, hvilket man med stor fordel kan gøre, så kræver dette også tid, og man skal have sat sig ind i hvordan mus og rotter trives. Ved at opdrætte selv, kan man sikre sit foders velfærd samt kvalitet.

Boa constrictor i færd med at æde en aflivet vild fugl.

Det kan diskuteres hvor hensigtmessigt det er, pågrund af en evt. smittefare.

 

• Slanger er udbryderkonger, så man skal have et flugtsikkert terrarium og huske at lukke og evt. låse efter sig. Man har ikke kun ansvar for dyrets mistrivsel, hvis det undslipper, men også overfor evt. naboer.

Der er mange tricks til at finde bortkommende slanger, men det bedste er at lede varme, mørke og trænge steder, indtil den dukker op.

 

• Det er også vigtigt at tage dyrets størrelse og temperament i betragtning. Hidsige og/eller store slanger, kan være et udmærket begynderdyr, hvis man har modet og tålmodigheden, til at gribe tingene korrekt an. Men tænk over ikke at slå for stort brød op til at starte med.

Vælg din slange med omhu. Tag dig god tid til at finde den rigtige.

Køb opdrættede dyr hos en anerkendt opdrætter, hvis muligt.

Vildtfanget slanger, kræver mange gange en del akklimatisering for at kunne trives i fangenskab, og det vil ofte være forbeholdt den øvede at begive sig ud i. Desuden kan de ofte være eksponeret for stress, div. sygdomme og parasitter, som kun den erfarende vil kunne genkende. Temperamentet vil ofte også være noget mere iltert.

Klassiske begynderslanger, som har en overkommelig størrelse, et mildt temperament, overkommelige trivselskrav og som er lette at finde informationer og bøger om, blot for at nævne nogen:

 

  • Kornsnog (Pantherophis guttatus)
  • Kongesnog (Lampropeltis species)
  • Kongepython (Python regius)

 

Af andre lidt mere avanceret med stadig egnede slanger for begynderen kan nævnes:

 

  • Trynesnog (Heterodon narsicus) Mildt giftig.
  • Rottesnoge (Elaphe spp.)
  • Kongeboa (Boa constrictor spp.) Bliver relativt stor.
  • Tæppepython (Morelia spilota spp.) Bliver relativt lang.
  • Sandboa (Eryx sp.) Lille og meget sky slange.
  • Australske dværg pythoner (Antaresia spp.)
  • Regnbue boa (Epicrates spp.)

 

Morelia spilota sp.

 

VIDENSKBELIGE NAVNE

 

Det virker måske uoverskueligt, at skulle bruge de videnskabelige navne, men lær det fra start af, det betaler sig i det lange løb. Mange benytter benævnelsen ”latinske navne”, men ofte er de sammensat af både latin og græsk eller opkaldt efter personer, derfor er det mere korrekt at bruge de ”videnskabelige navne” som betegnelser.

Man bruger det videnskabelige navn for at undgå misforståelser, da de er ens verden rundt og mange populærnavne er selvopfundne. Mange arter har slet ikke noget populærnavn. Fx hedder Python regius på dansk Konge python, på engelsk Royal python og amerikanerne kalder dem Ball pythons. Flere har endda mange navne på det samme sprog. Ved at bruge det videnskabelige navn er der aldrig nogen som er i tvivl. - Et klassisk eksempel på misfortolkninger er kornsnogen Pantherophis guttatus, som på amerikansk hedder Cornsnake, pga. den ligner en majskolbe lidt, synes nogen. Det er blevet fejlagtigt oversat til Kornsnog på dansk, men kornsnogen har intet med korn at gøre.

Der mange eksempler på, hvordan misforståelser kan opstå, arter blandet sammen etc. etc. Det er også noget nemmere at søge informationer, ved at benytte det videnskabelige navn.

 

Videnskabelige navne skrives altid som:

  • Slægt (genus), art (species) og underart (subspecies).

Slægten med stort forbogstav, art samt underart med småt. Hele navnet skrives med kursiv. For eksempel: Boa constrictor imperator.

  • Forkortelsen for species; "sp." bruges nødvendigvis når det ikke er, at den specificerede art eller underart kendes.
  • Forkortelsen for plural; "spp." bruges når flere arter, inden for samme genus eller species omtales. Disse forkortelser skrives ikke med kursiv. Fx Thamnophis sp. er en uidentificeret art i slægten Thamnophis, mens Thamnophis spp. er to eller flere arter, inden for slægten.
  • Forkortelsen for subspecies; "ssp" betyder underarter og bruges til at nævne, at man ved at det drejer sig om en underart, men ikke specifikt hvilken.

 

 

INDEN KØB

 

Som udgangspunkt kan det ikke anbefales at købe dyr hos en dyrehandel. Der kan være meget langt i mellem dem, som ved hvad de har med at gøre, og mange gange lader det desværre til, at økonomi er højere prioritet end sunde dyr og tilfredse kunder.

Uanset hvor man handler, er det dog altid en god ide, selv at sikre sig, så vidt det er muligt, at man købe sunde og raske dyr.

Det kan gøres relativt let, ved at følge nedenstående trin:

 

1. Kig på dyret. Altså kroppens ydre tilstand. Den skal være robust og muskuløs, dog uden at være tyk. Dette kan selvfølgelig variere mellem arterne, så undersøg hvordan den givne art skal se ud inden.

Når slangen glider gennem hænderne, skal den virke frisk og nysgerrig. Man må ikke kunne mærke eller direkte kunne se knoglestrukturen.

 

2. Undersøg hud og skæld. Huden må ikke være krøllet og skal falde umiddelbart på plads, hvis man niver forsigtigt i den. Kig efter sår og skrammer, tjek bugen for rødme.

Der må ikke være gamle ham-rester på dyret.

 

3. Se efter den overordnede renlighed både i terrariet og på selve dyret. Urenheder omkring gattet, kan være tegn på afføringsproblemer. Snavs på selve slangen, er tegn på generelle uhygiejniske forhold. Selv om slangen ser sund og rask ud, kan der hvis den kommer fra uhygiejniske forhold opstå komplikationer senere hen.

 

4. Tjek øjnene. De skal være rene og klare, samt fri for gammelt ham og snavs.

Hævede øjne er tegn på sygdom. De må hverken være indsunkne eller udstående.

 

5. Tjek luftvejene. Næse og mund skal være fri for slim.

Munden skal typisk være hvid eller let pink og forekomme helt glat. Rødme og gullige kager af betændelse er tegn på mundråd. Mundvandet skal være tyndt og må ikke trække tråde. Se og lyt efter tegn på luftvejsinfektioner. En let åben mund samt klik- eller raslelyde, er et rigtig dårligt tegn.

 

6. Se efter om hovedformen er symmetrisk. Begge sider af hoved og kæbe skal være ens, ellers kan det være tegn på knogleskørhed eller abscesser (bylder). Andre hævelser eller buler kan også være tegn på abscesser/andre infektioner.

 

7. Undersøg for mider. De er meget små og typisk sorte eller mørkebrune. - rødlige og orange kan også forekomme. De kan gemme sig under skællene og være meget svære at få øje på. Tjek grundigt omkring hovedet. Lad evt. slangen glide igennem et fugtigt stikke bomuld eller køkkenrulle, det kan fange skjulte mider.

Mider er ikke en alvorlig lidelse, men i større samlinger, kan de være meget vært at komme af med!

 

8. Håndter dyret, mærk efter om det virker i god kondition. Slanger må gerne være rolige, men må ikke forekomme slatne. Unger vil naturligvis ikke føles så stærke som større dyr, men alle skal som udgangspunkt være faste at føle på.

 

9. Observer slangens adfærd. En slange skal være opmærksom, samt reagere på omgivelserne. Mange slanger vil umiddelbart forsøge at undgå håndtering, men falder til ro, når de først er i hænder. Dette er et godt tegn. Motoriske problemer kan komme af meget alvorlige virusinfektioner.

 

Når man ser dyr hos dyrehandleren eller andre steder, som har det skidt, kan de fleste få trang til at redde dyret. Dette er en nobel tanke, men betaler sig ikke i det lange løb. For det første støtter man forretningen, og for det andet vil dyret blot blive erstattet af et nyt dyr i udstillingen.

Det er altså ingen nytte til. Tag i stedet kontakt til en dyrevelfærdsorganisation eller ring direkte til Dyrenes vagtcentral på tlf. 1812.

 

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er, at vide de mest basale ting og gerne mere til, om arten inden køb. Læs masser af bøger og artikler. Man kan melde sig ind i foreninger, fora og grupper, men start med at følge de forskellige indlæg og sug viden til dig. Når der så opstår et behov for at spørge, vil man få meget bedre svar, hvis man viser at man har gjort sit hjemme arbejde ordenligt og har styr på baglandet.

 

TERRARIUM

 

Inden man anskaffer sig et krybdyr, bør man have installeret sit terrarium, og tjekket at alt fungerer som det skal. Placer terrariet hvor det skal stå permanent. Miljøet omkring kan nemlig have stor effekt på mikroklimaet inden i.

Det er stressende for et krybdyr at blive flyttet, dette kan fremprovokere sygdom. Sørg derfor for at temperaturen, luftfugtighed, timere til lys og varme etc. fungerer optimalt, inden dyret flytter ind.

 

Der er ingen facitliste på hvilke mål et terrarium skal have til en given art.

Trælevende arter behøver ikke nødvendigvis et vertikalt terrarium, men vil faktisk mange gange bedre kunne udnytte pladsen i et horisontalt - indrettet med masser af klatremuligheder.

De fleste af de førnævnte arter, kan gå i et standartterrarium på 100x50x50 cm (mål angives altid, i længde x brede x højde). Det giver ingen mening at snakke liter, når man ikke arbejder med fisk.

Det er altid et vurderings spørgsmål hvilke dimensioner man skal gå efter. Som udgangspunkt jo større jo bedre, og resten må være op til ens egen samvittighed.

Unger og nogle voksne dyr, trives ofte bedst under mindre forhold og her vil de også være noget nemmere at overvåge og observere. Efterhånden som slangen vokser, må man løbende investere i nye faciliteter. Følger man sin slange fra unge af, vil det være nemmere at vurdere, hvad man mener, er den rigtige størrelse terrarium til den som voksen, i fx forhold til aktivitet, adfærd m.m.

Af inventar bør terrariet som minimum indeholde skjul i både den varme og tempererede ende. En vandskål er også væsentlig, den skal altid holdes ren og fyldt med frisk vand.

Desuden skal der være en form for substrat. Det kan være mange forskellige typer fx avis, støvfrie spåner, sand, barkflis, kokoshumus, spagnummos, papirpiller etc.

Der er fordele og ulemper ved alle typer strøelse. Sand og barkflis kræver meget vedligeholdelse. Avis er praktisk, gratis og nemt at skifte, til gengæld er det ikke så kønt. Flis eller spåner foretrækkes af mange, da det suger godt, der med reducerer det lugtgener, endvidere er det let at ”pletrense”.

 

Terrariet kan både indrettes naturalistisk eller ”sterilt” (meget sparsomt og kun med det mest nødvendige for at lette rengøring og bedre kunne observere dyrene).

Man kan sagtens bruge ting direkte ude fra naturen. Vil men gerne af med evt. småkravl eller undgå smittefare, selv om at det er usandsynligt, så kan man bage materialet, fryse det, skolde det med kogende vand eller endnu bedre behandle med det desinficerende middel VirkonS.

 

Tænk over hvor terrariet bliver placeret dette i forhold til varme, træk og direkte sollys, som skal undgås.

Husk, at terrariet skal være flugtsikkert, gerne med lås på. Noter evt. hvilken art der bor i terrariet i tilfælde af ulykke.

 

Rengøring udføres efter behov. Man bør pletrense hver dag og tjekke om der er vand.

Tømning og udskiftning af strøelse, sker hvis det lugter eller virker beskidt.

Hvor tit det er, er meget individuelt. Hovedrengør altid mellem udskiftning af strøelse.

 

Der skal naturligvis altid være frisk vand til rådighed i en passede størrelse vandskål.

Denne skal altid placeres i den kølige ende, da varme er en katalysator for bakterier.

Slanger som ikke er semiakvariske, men som bader meget, kan enten være i hamskifte, have det for varmt eller have blodmider.

 

 

RACK

 

Det er blevet meget populært at holde slanger i racks, altså reolsystemer med skuffer eller bokse. Sommetider er det et meget kontroversielt emne, men fakta er at mange arter trives storartet under disse forhold, måske med de trælevende som eneste undtagelse. Forskellen på terrarium kontra boks er, at sidstnævnte giver mulighed for at holde flere dyr på mindre plads. Dermed ikke sagt, at man skal gå på kompromis med dyrenes rådighedsareal. Dyrene skal have den samme plads, uanset hvilke forhold de går under.

 

Mange misforståelser opstår sikkert ved at de fleste, som holder dyr i terrarier, giver dem mere plads, fordi de ønsker at se på et smukt indrettet terrarium med planter og hvad diverse. Dermed blegner boksholdet lidt i forhold til dette - rent visuelt. Men realiteterne er, at slanger i bokse stortrives. Det er sådan alle de store opdrættere holder deres dyr.

 

Ofte lever mange slanger primært en skjult tilværelse i naturen, jager ved bagholdsangreb, hvilket betyder at slangerne har en ret inaktiv livsstil. Dette imiteres godt i en boks. Bokse fås i rigtig mange størrelser, som gør det muligt at holde både relativt store og aktive slanger i racks.

Har man kun et enkelt eller få dyr, giver det naturligvis ingen mening at benytte andet end et flot terrarium.

 

 

 

FUGTIGHED

 

Luftfugtigheden i terrariet er meget vigtig! Luftfugtighed måles i % og angiver luftens indhold af vand. I naturen opholder mange slanger sig i skjul under jorden - i fugtige huler. Dette gælder ofte også selvom de måske kommer fra et ellers tørrere område. Derfor er det essentielt at holde øje med om luftfugtigheden er korrekt.

 

Når en slange udånder, mister den lidt væske, hvilket kan resultere i dehydrering, dårligt hamskifte og luftvejsinfektioner, hvis luftfugtigheden ikke opretholdes korrekt. Mange anbefaler at fugte hos slanger op mod et hamskifte, hvilket er noget misforstået. Sunde slanger skifter ham i et stykke, så har de problemer med at komme af med hammet, kan problemet være for lav general luftfugtighed og ikke kun i forbindelse med hamskiftet.

 

For høj luftfugtighed er lige så problematisk, det kan resultere i fx svampeinfektioner. I en almindelig husstand er det typisk 15-60 % fugtighed (oftest 50-60 %) alt efter årstid. Desuden kan det også svinge efter hvilken type bolig man bor i.

 

Der er to metoder, på hvordan man kan opretholde den korrekte relative luftfugtighed på:

 

1. Et naturalistisk substrat i form af kokoshumus, spagnummos, cypress mulch eller lignende. Dette fugtes eller vandes efter behov. Sørg for god udluftning, derved opstår der ikke svamp og mug.

 

2. Et fugtskjul er efterhånden nok den metode flest benytter. Man tager simpelthen en plastkasse og forsyner den med et indgangshul i toppen eller siden, fylder den med et af ovenstående substrater. Dette fungerer også fremragende som æglægningskasse. Substratet skal være fugtigt, men ikke vådt.

Dette kan tjekkes ved, at når det vrides, må der ikke løbe vand fra.

 

 

 

VARME & LYS

 

Alle krybdyr og padder er vekselvarme eller ektoterme (poikilothermic). Dvs. at de ikke selv genere varme, men for at kunne regulere kropstemperaturen (termoregulere), ved hjælp af eksterne kilder. I naturen vil dette være solen, opvarmede sten og lignende. Vekselvarme dyr kaldes ofte koldblodet, hvilket er lidt af en misforståelse, da de ofte har ret høje kropstemperaturer. I naturen bevæger dyrene sig efter, hvilket behov de har, i forhold til varmeregulering, fra skygge til sol eller til overfladen fra et skjul eller omvendt. Det er meget vigtig at imitere dette i terrariet med en kold og en varm ende (lokal varmeplads kontra ambient temperatur). Hvis ikke den korrekte temperatur opnås vil slangen blive inaktiv og fordøjelsen gå i stå.

En temperatur gradient opnås ved at placere en varmekilde i den ene ende. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at benytte flere forskellige kilder. Fx i et stort terrarium, kan man forestille sig at skulle bruge en varmemåtte i næsten hele bunden for at opnå den korrekte ambiente temperatur, og en eller flere varmelamper som lokalvarmeplads.

Trælevende arter foretrækker at varmen kommer oppe fra.

 

Eksempler på varmekilder kan være radiator, varmesten, varmekabel eller varmemåtte/varmestrips, glødepære og keramisk pære (afgiver ikke lys og kan derfor også bruges om natten). Husk kun at bruge keramiske fatninger. De bliver ekstremt varme, så de skal skærmes af for at undgå brandskader. Til gengæld rækker varmen ikke så langt, så de er ikke så velegnet til meget store terrarier.

 

Varmemåtter skal altid være udstyret med en termostat! En varmemåtte placeres typisk under terrariet, enten indvendigt eller udvendigt, alt efter om det er af glas eller træ. Placerer man en måtte under terrariet, skal det hæves en smule, så overskydende varme kan slippe ud. Sørg for ikke at isolerer varmen for kraftigt, fx med for meget substrat, så der ikke opstår brand. Størrelsen på en varmemåtte skal typisk være 1/3 af terrariets grundareal. Bruger man pære, kan det være nødvendigt at eksperimentere med hvor mange watt man har brug for. Økonomisk er det bedst at undgå glødepærer.

 

Visse arter har behov for UV-A og -B lys. Det er vigtigt, at UV-lyset som minimum findes i samme område som varmekilden for at imitere solbadning. UV findes både som fluorescerende (lysstofrør) og pære. Husk, at det ikke kan trænge gennem almindelig glas og har en begrænset rækkevidde. Det er dog de færreste slanger som har behov for dette.

 

I naturen vil der altid være et fald i temperaturen om natten (og efter årstid).

Hos visse arter kan man slukke for det hele om natten, mens andre ikke tåler alt for store fald i temperaturen. Dette opnås ved en termostat og et tænd og sluk-ur (timer).

 

De fleste slanger har ikke direkte behov for lys, men skal kunne kende forskel på nat og dag. Det kan man tilgodese ved at have lyset tændt i rummet, hvor slangen står, eller blot ved at have et vindue. Det er dog hyggeligst at se på et flot belyst terrarium. Dyr må ikke have lys døgnet rundt - dagslængde på 12 timer er passende for alle arter.

 

Varmesten kan ikke anbefales til slanger. De bliver alt for varme uden termostat, og det er de færreste slanger som vil ligge på så lille et område med så koncentreret varme.

 

Varmekabler er rigtig smarte til mange ting, men lidt besværlige at installere. De er meget fleksible, kan fx bygges ind i en klippebaggrund. Placeringen kan både være indvendigt og udvendigt.

Tænk på sikkerhed og gå ikke på kompromis med udstyret.

 

Det er vigtig at have en god termostat og et termometer. Evt. lasertermometer til at måle specifikke steder. Vær ekstra opmærksom på temperaturen hos dine dyr, når temperaturen stiger udenfor om sommeren.

Pas på, at dyrene ikke kan brænde sig på pærer osv.

 

  • Hold øje med nattemperaturen.
  • Undgå overophedning.
  • Brug ikke for mange stik og forlængerledninger i en kontakt.
  • Pas på brændbart materiale i terrariet som planter m.m.
  • Varmekilder som pære og måtter afskærmes.

 

Pas på at ikke ledninger osv. bliver instaleret alt for kaotisk.

 

 

FODRING

 

De fleste slanger lever af gnavere og fugle. Men mange spiser også andre slanger, krybdyr, padder, insekter, fisk nogen endda krabber etc.

Som udgangspunkt er det lettest at holde sig til nogen som spiser mus og rotter.

Slanger som spiser andet vil mange gange være for den mere erfarende, selvom at det lyder nemt og ikke mindst bekvemmeligt at fodre med insekter eller fisk.

Nogen arter, som ellers lever af fx fisk, kan lokkes til at tage gnavere, men dette vil ofte forkorte deres levetid, fordi næringsværdien er en anden, end de er bygget til.

 

Et foderemne som er lidt tykkere end slangens tykkeste sted på kroppen, vil være en passende størrelse til mange arter. På den måde kan man let regulere størrelsen på foderet efterhånden som slangen vokser til. Er det ikke muligt at skaffe foder i den ønskede størrelse, kan flere mindre emner gøre det.

 

Mindre fodermus og -rotter refereres ofte til som pinky’s (nyfødt uden pels), fuzzy (unge som lige har fået pels) og jumper (unger som lige er fravænnet). Ellers angives rotter ofte i gram eller hvor gamle de er.

Har man en slange der, som voksen, bliver stor nok til at spise rotter, kan man med fordel begynde at fodre med rotter så tidligt som muligt. - Slangers kæber kan dislokeres, og derved gabe over meget store byttedyr. Et for stort foderemne kan komme retur, hvilket er en meget ubehagelig oplevelse for både dyr og ejer.

 

Nogle slanger kan have tendens til kun at ville spise den samme type foder.

 

Det altid en meget kontroversiel debat, om man skal fodre med levende eller dødt foder. Fakta er, at der er flere fordele end ulemper ved at fodre med aflivet foder. Det er ikke altid, at slangen får aflivet foderet hurtigt eller, at den for ordentligt fat, så foderemnet har mulighed for at bide igen, dette kan give skader og infektioner.

 

Endvidere er det ikke spor naturligt for et byttedyr, at blive lukket inde med et rovdyr, desuden har slanger har ikke brug for den stimulans det måtte give. Om ikke andet er instinktet så primitivt, at man let kan imitere et levende byttedyr, hvis man finder det nødvendigt. Levende dyr som er efterladt med en slange natten over, kan gøre rigtig stor skade og endda tage livet af slangen, desuden er det meget stressende for byttedyret, da det ikke har nogen mulighed for at flygte – som det ville have i naturen.

 

At fodre med dødt betyder, at man har et lager af foderemner i frysen, som hverken skal passes eller fodres. Det er den nemmeste måde altid at have den nødvendige størrelse foder lige ved hånden.

 

Frosne foderemner skal være helt optøet, før de bliver tilbudt til slangen. Dette gøres ved at lade dyrene ligge et lunt sted, eller evt. i lunkent vand. Man kan ligge dem i en lukket pose, så man undgår at de bliver våde. Optø ikke ved for høj varme, så emnet bliver tilberedt eller bliver dårligt.

 

Sommetider kan man opleve, at en slange ikke vil tage optøet foder. Det kan skyldes flere ting, fx utryghed, forkert foderemne/størrelse, årstid/parringssæson, for lave temperaturer eller sygdom.

Men inden man konkluder at noget er galt, kan man forsøge sig med forskellige tricks, som måske kan snyde slangen til at spise.

 

 

 

  • Først og fremmest tjek at forholdene som temperaturer osv. er som de skal være. Giv slangen masser af ro og rigeligt med skjul. Prøv at lade et aflivet foderemne ligge natten over.
  •  
  • Prøv med et friskaflivet foderemne eller et optøet som er varmet ekstra op. Kropsvarme kan bluffe slangen til at tro, at emnet er levende. Dette kan gøres ved en kort tur på radiatoren, varmemåtten eller i en pose, og så i en balje varmt vand (brug ikke mikroovnen, da dyret hurtigt kan blive overophedet og sprænge). Denne metode virker særlig godt for slanger med varmegrupper (fx kvælerslanger).
  •  
  • Brug en pincet til at imitere, at foderemnet er levende, ved at vrikke det forsigtig foran slangen gerne i en vandret positur. Det vil ofte få slangen til at hugge og derved tricke en foderrespons.
  •  
  • Scente (at sætte duftspor) er også en rigtig god metode, specielt til dyr som ikke spiser gnavere. En gnaver kan gnubbes på en frø, øgle, kylling eller hvad man nu forventer at slangen vil bryde sig om. Man kan også bruge tunvand fra en dåse, akvarievand eller kyllingesaft fra ferske bryster.
  •  
  • Prøv en anden farve mus, hvis det er det man fodre med (albino, sort, broget osv.). En helt anden art kan også være en mulighed, fx pigmus, gerbiler, hamstere eller natalmus (aflivet naturligvis, så vidt muligt). Det kan dog være en kostbar affære at skulle ud og købe. Måske en anden størrelse foderemne vil kunne hjælpe.
  •  
  • Man kan også ”braine” foderemnet. Dvs. at prikke hul indtil hjernemassen. Duften af blod og hjerne kan tricke foderresponsen hos mange slanger.

 

Det er vigtigt ikke at gå i panik, hvis slangen sultestrejker. Der er garanteret en naturlig forklaring. Indtil det bliver opklaret, er det utrolig vigtigt med ro, samt at man ikke forsøger for ofte at få dyret til at spise.

 

Slanger som skal til at skifte ham, vil ofte ikke spise.

 

Slanger som er i parringshumør, vil ofte ikke spise, specielt hanner.

 

Slanger som er vant til at få levende foder, vil nødvendigvis ikke acceptere dødt foder.

 

Ca. 5-7 dage efter fodring skal slangen af med ekskrementerne. Det består af 3 komponenter, pelsrester, brunlig afføring og en hvid kalk lignende masse (urat). Det er urinsyre ikke at forveksle med urin stof.

 

Snoge fodres oftere end kvælerslanger, da de har en højere forbrændning.

 

 

HAMSKIFTE

 

Slanger vokser hele livet, danner nye celler og skal dermed af med de gamle. Faktisk ligesom mennesker, vi smider bare vores gamle celler kontinuerligt lidt af gangen, mens slanger smider dem i et stykke kaldet ham (en proces kaldet ecdysis).

Intervallet mellem hamskifte varierer afhængig af foderindtag, temperatur og alder.

Jo ældre en slange er, des mindre vokser den. Små unger skifter måske hver 2-3 uge, unge dyr ca. hver til hver anden måned, og ældre dyr måske kun et skifte årligt.

 

Sørg for at der er noget inventar, som slangen kan gnubbe hammet af på. Sunde og velfungerende slanger smider det i et stykke (det kan dog sagtens gå i stykker adskillige gange, når slangen kryber omkring).

 

Hvis der er behov for at fodre under hamskifte, såfremt slangen vil, så brug et mindre foderemne end normalt, så det ikke kommer retur når hammet skal af.

 

Når hammet er kommet af, så undersøg om det hele er der.

Der må ikke være nogen rester på slangen. Specielt halespidsen og øjnene er kritiske. Efterladt ham kan begrænse blodforsyningen.

 

Et ukomplet hamskifte kaldes dysecdysis. Skulle det være tilfældet at der stadig sidder rester på dyret, skal man give den et lunkent bad. Gerne sammen med et håndklæde som den kan gnubbe sig i og hvile sig på.

Genstridige øjenkapsler kan smøres godt ind i vaseline og forsøges gnubbet af med en vatpind.

Vær meget forsigtig!

 

 

Øverst ses et eksempel på hvordan gammelt efterladt ham, kan gøre en hale deform og gøre blodgennemstrømning svær.

 

 

 

 

 

Til venstre er det tydeligt at se at brillerne og næseborene, er kommet af sammen med resten af hammet, på hovedet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man kan se at en slange skal skifte ham når:

 

Når øjnene bliver mælkehvide eller blålige. Det sker fordi skællet som dækker øjet (eyecaps, briller eller ocular skæld) løsner sig. Umiddelbart inden hamskifte, bliver øjnene klare igen.

 

Når farverne generelt bliver blege og kedelige eller mørke og triste. Hos nogen vil bugen få en orange eller lyserød farve. Disse kan også klare op umiddelbart inden skiftet. Bagefter vil slangen fremstå nærmest nymalet.

 

Når slangen skjuler sig meget. Det gør den fordi, at det er en udmattende proces at gennemgå, og fordi slangen føler sig utryg med sit forringede syn pga. før nævnte. Undgå håndtering, da den kan være mere nervøst anlagt og defensiv.

Når slangen er klar til at smide sit ham, vil den begynde at gnubbe snuden op ad hårde flader og snog sig gennem inventaret.

 

Heterodon narsicus

 

KØNSFORSKEL

 

Hos nogle slangearter kan der være markant forskel på størrelsen kønnene i mellem. Hvis man gerne vil avle, er det en fordel at kunne se forskel på hanner og hunner.

Umiddelbart er mange arter relativt ens. Han-slanger har to hemipeniser (kønsorganer), som findes indvortes ved gattet og langs halen.

Der er en metode som hedder popping, hvor man tvinger hemipenis frem mellem fingrene. Forsøg kun på dette i fællesskab med en erfaren. Metoden virker kun på yngre slanger, da ældre hanner kan have muskler nok til at kunne holde kønsorganerne inde og derved misidentificeres som en hun.

 

Der findes dog visuelle forskelle, som dog kræver lidt øvelse.

Pga. af de to hemipeniser er hannens hale længere og tykkere indtil enden af halen, hvor den pludseligt bliver meget tynd.

Hunnens hale er kortere og tyndere samt med en mere jævn overgang fra gat til enden af halen.

Hos kvælerslanger vil man se to rudimentære spore på hver side af gattet. Det er fortidslevn fra baglemmer, og der er stadig lårbensknogler vedhæftet. Disse vil hos hanner være større, og bruges under parring til at stimulere hunnen med kildende bevægelser. Hos enkelte kvælerslanger, har hunnen slet ikke disse sporer.

 

Den måske mest sikre metode er sondetesten, som foregår ved, at man indsætter en velsmurt probe (smurt med vaseline eller sondegel) i gattet ned mod halen.

Hos hanner vil proben kunne ligge sig i en lang lomme ved siden af hemipenis og derved gå meget dybt. Modsat er det med hunnerne som uden hemipenis har en meget kort lomme, hvor proben typisk kun vil kunne komme 2-4 subcaudale (underhaleskæld) ned, hvor det hos hanner kan være over 10.

Bruger man en metal sonde/probe, skal man alliere sig med en erfaren.

Bløde sonder kan bruges af de fleste som tænker sig om og er forsigtige.

 

 

FLERE ARTER SAMMEN

 

Det at holde flere arter sammen, er endnu et kontroversielt emne. Det er i de senere år, blevet populært blandt nogen at lave hybrider (krydsninger mellem forskellige arter). Der er både prestige i at få det til at lykkedes, det er spændende og nogen af hybriderne er faktisk utrolig flotte.

Etikken er dog sommetider tvivlsom. Man ved ikke hvilke fysiologiske konsekvenser det kan have. Fx kender man problematikken med visse hunderacer, som fødes med et alt for lille kranium, så de må leve med kroniske smerter i hjernen.

Lige ledes er der eksempler på krydsninger, hvor den ene arts lille hjerte, nedarves til hybridens alt for store krop, som med fører ringe blodtilførsel.

 

Arter som ligner hinanden, fx Træpython (Morelia viridis) og Tæppepython (Morelia spilota sp.), fungere umiddelbart godt som hybrider.

Underarters hybrider fx krydsninger mellem forskellige Tæppepythoner (M. s. variegata, M. s. cheynei etc.) kan give et værre rod i samlingerne og nærmest umuliggøre det at få fat i rene arter. Det samme gør sig gældende for Konge boaen (Boa constrictor) og andre.

 

Selv om man ikke har avl for øje, er det fornuftigt at holde arterne adskilt af flere årsager. Slanger er ikke sociale i naturen, slet ikke med andre arter. Andre arter kan både opfattes som en trussel og potentielt føde.

Der er flere eksempler på slanger, som kun vil tage føde til sig, når de går enkeltvis. Arter som ikke kommer fra samme klima, skal naturligvis slet ikke gå sammen.

Nå det så er sagt, er det naturligvis muligt at holde artsfæller sammen, men husk at læse op på om arten er kannibalistisk, og skil dem ad under fodring.

 

HÅNDTERING

 

Hvor meget man håndtere sine slanger, er meget individuelt.

Som udgangspunkt, får slanger ikke noget ud af at blive håndteret. Andet end at de muligvis bliver mere trygge, når det er nødvendigt at tage dem ud.

De fleste mener at håndtering af slanger bør forekomme så sjældent som muligt. Men er man ny i faget eller generelt bare nysgerrig med fingrene, så skal man naturligvis kunne få det behov stillet, uden gener for hverken dyr eller ejer.

Fungere slangen, spiser den osv, så tag den ud engang i mellem. Bare husk på at det er for din egen skyld, slangen vil helst være i fred.

 

Selv om at slanger ikke har øjenlåg, kan de godt sove med åbne øjne og der ved blive forskrækket ved berøring. Nogen er også meget territoriale og vil hidse sig lidt op i deres terrarium, men når de kommer ud, kan de være ganske rolige. Derfor kan det være en god ide, at bruge en slangekrog.