Lychas

 

...Opilioner, skorpioner, pseudoskorpioner og Solifuger.

 

Pasningsvejledning til:

Lychas species

 

Husk at for at få succes med sit dyrehold, kræver det mere end at læse vejledninger på nettet, husk også at det blot er vejledninger - ikke love.

 

NAVN:

 

OPRINDELSE:

Sydøst Asien, Ny Guinea og Australien.

 

BIOTOP:

Typisk under bark på faldne træer. Særligt hvis træet er inficeret med termitter.

Dynger af gamle blade er de også glade for. Faktisk er de ikke kræsne med hvor de befinder sig men de to først nævnte steder er der hvor de oftest findes og i større antal.

 

STØRRELSE:

Op til 35 mm.

TEMPERAMENT:

Lychas arterne kan være forholdsvis defensive, men vil meget hellere stikke af end at konfrontere modstanderen. Og det er de meget gode til i og med at de er lyn hurtige.

En speciel ting man skal være opmærksom på med denne art er at de kan finde på at spille døde. De ligger helt stille hvis de føler sig truet, og så snart de øjner chancen piler de afsted.

De er fra familien Buthidae som har nogen af de mere giftige arter. Lychas anses ikke som farlig men man bør alligevel være varsom når den håndteres.

 

TEMPERATUR:

21-28ºC med den høreste temperatur som max. og den laveste om natten.

 

LUFTFUGTIGHED:

75-80% må ikke undtørre.

 

TERRARIUM:

20x20x20 er rigeligt. Indrettet med lodrette skjul i form af barkstykker sat op mod hinanden.

 

BUNDLAG:

Spagnum eller kokoshumus.

 

KØNSFORSKEL:

Hunner har 19 - 22 pectinal tænder på kamorganerne, hanner 21 - 23 (Kovarik 1995). Så unger med 19, 20 or 23 pectinal tænder kan være svære at kønsbestemme (bla. L. mucronatus).

Det er ikke alle Lychas arter som kan differencieres på denne måde.

 

OPDRÆT:

For succesfuldt opdræt, skal der placeres en flad sten eller ligende, som hannere kan deponere sin spermatophor på.

Holdes de gruppevis er de lette at få til at yngle. Efter parring føder hunnen 20-30 unger efter 2,5-4 måneder.

Ungerne er kønsmodne efter 6-7 måneder, hanner ved 5. instar, hunnerne ved 6.

Det er vigtigt at holde fugtigheden høj, indtil ungerne har forladt moderens ryg. Det gør de efter 2. instar.

 

FODER:

Insekter af passende størrelse. Fx græshopper, fårekyllinger, billelarver, kakkelaker o.lign.

 

ØVRIGT:

Slægten er ikke særlig udbredt i fangeskab, men er lokalt almindelig i naturen.

Der findes 37 beskrevne arter:

 

Lychas asper (Pocock, 1891)

Lychas biharensis (Tikader & Bastawade, 1983)

Lychas braueri (Kraepelin, 1986)

Lychas buchardi (Kovarík, 1997)

Lychas burdoi (Simon, 1882)

Lychas ceylonensis (Lourenço & Huber, 1999)

Lychas farkasi (Kovarik, 1997)

Lychas feae (Thorell, 1889)

Lychas flavimanus (Thorell, 1888)

Lychas gravelyi (Henderson, 1913)

Lychas hendersoni (Pocock, 1897)

Lychas heurtaultae (Kovarík, 1997)

Lychas hillyardi (Kovarík, 1997)

Lychas hosei (Pocock, 1891)

Lychas infuscatus (Pocock, 1891)

Lychas kamshetensis (Tikader & Bastawade, 1983)

Lychas kharpadi (Bastawade, 1986)

Lychas krali (Kovarík, 1995)

Lychas laevifrons (Pocock, 1897)

Lychas lourencoi (Kovarík, 1997)

Lychas marmoreus (C.L. Koch, 1844)

Lychas mjobergi (Kraepelin, 1916)

Lychas mucronatus (Fabricius. 1798) Thailand

Lychas nigristernis (Pocock, 1899)

Lychas obsti (Kraepelin, 1913)

Lychas perfidus (Keyserling, 1885)

Lychas rackae (Kovarík, 1997)

Lychas rugosus (Pocock, 1897)

Lychas scaber (Pocock, 1893)

Lychas scutilus (C. L. Koch, 1845)

Lychas serratus (Pocock, 1891)

Lychas shelfordi (Borelli, 1904)

Lychas shoplandi (Oates, 1888)

Lychas srilankensis (Lorenço, 1997)

Lychas tricarinatus (Simon, 1884)

Lychas variatus (Thorell, 1876)